Brevkasse: Hvilket teleselskab skal man vælge når man skal rejse jorden rundt?
En læser af mobil skal rejse rundt i verden sammen med sin kæreste og spørger til, hvilket teleselskab de skal vælge, hvis de ønsker at bruge deres mobil på rejsen både til tale, sms, mms og data. Se mobil.nus svar i brevkassen, hvor vi også kommer med tip til en særlig ting, du skal være meget opmærksom på, når du rejser i lang tid i udlandet.
Hvilket teleselskab har bedste abonnement til brug i udlandet?
Spørgsmål:
Jeg og min kæreste skal rejse jorden rundt med start om et par måneder og ønsker at kunne bruge min mobil over alt – eller i hvert fald flest mulige steder. Jeg ved ikke præcis, hvor vi skal hen i løbet af de næste par måneder års tid, men vi har som mål at komme rundt til 4-5 kontinenter. Hvilket teleselskab bør vi vælge, hvis vi skal kunne bruge vores mobil i perioden?
Svar:
Teleselskabet 3 tilbyder roaming i flest lande, helt bestemt 63 lande, så de virker umiddelbart som et godt bud og de har rimelige priser på mobilabonnemnter med roaming inkluderet. YouSee, Telenor og Telia tilbyder også roaming i andre lande end blot EU, men ikke i helt så mange lande som 3. Dog dækker de lande som USA, Tyrkiet og Thailand.
YouSee er faktisk det eneste selskab, der tilbyder roaming i Japan lige nu, hvis det skulle være afgørende, men de dækker så ikke i andre lande som for eksempel 3, dækker i.
Umiddelbart er det altså 3, I skal vælge, hvis I ønsker at kunne bruge mobilen i flest lande på jeres jordomrejse. Se oversigt til teleselskaber der dækker med roaming i flest lande.
Der er dog et aber dabei og noget, I skal være opmærksomme på, når I rejser i EU. EU-kommissionen har nemlig defineret en 50 procent regel kaldet Stable Link, der betyder, at kunden skal bruge mobilen i Danmark mindst 50 procent af tiden. Hvis mobilen inden for en rullende firemåneders periode (123 dage) bruges mere end 50 procent uden for Danmark, så foretages en opkrævning svarende til den EU-regulerede forbrugstakst:
- Data: 0,05 DKK/MB
- SMS: 0,09 DKK/stk.
- Minut: 0,29 DKK/minut
Helt konkret, så måles rejsedage og forbrug typisk tre måneder bagud, får vi oplyst af de teleselskaber, vi har talt med. Hvis begge går over 50 % uden for Danmark, så modtager man en orientering pr. sms og mail. Så har man to uger til at ændre forbrug og rejsemønster. Hvis forbrug og rejsemønster fortsat overstiger de 50% – altså mere end 50 procent af tiden og forbruget er uden for Danmark, så bliver man forbrugsafregnet fremadrettet (jf takster ovenfor), indtil man igen er under de 50%.
Man kan altså rejse i EU i 3 måneder og 14 dage, inden man skal hjem til Danmark igen i en periode, inden man kan bruge sit mobilabonnement
Rejser man uden for EU, er det en anden sag. Så afregnes forbrug typisk i henhold til det specifikke abonnement – uanset hvor kort eller lang tid rejsen varer. Et abonnement, hvor man har fri tale, fri SMS og MMS samt for eksempel 10 GB data/md kan man så bruge løs af inden for abonnementets rammer, uanset hvor mange måneder, du er væk.
Rejser du i lande, der ikke er omfattet af fri roaming, så betaler du den udlandstakst, der er for de lande og den kan være høj.
Se også: De bedste mobilabonnementer med roaming
Skriv til mobil.nus brevkasse
Brænder du inde med et spørgsmål om stort set hvad som helst tech- og særligt mobilrelateret, så skriv til vores brevkasse. Vi forsøger at besvare alle spørgsmål efter bedste evne og fra tid til anden vælger vi også et spørgsmål ud til vores hjemmeside. Vi sørger for, at alle spørgsmål holdes anonyme, så det er bare at spørge løs – vi sidder klar ved tasterne.