Telia og Telenor: EU trækker fusionsafgørelse på grund af ferie
I går kom det frem, at EU igen inden for kort tid har udskudt datoen for, hvornår de er klar med en afgørelse vedrørende fusionen mellem Telia og Telenor. Oprindeligt skulle EU have en afgørelse klar den 19. august, men den blev skudt til den 2. september og nu skyder EU så afgørelsen igen til den 16. september, oplyste Ritzau i går.
EU-kommissionen ville ikke forklare, hvorfor de igen udskyder beslutningen, men man skal ikke lægge så meget i det, mener teleanalytiker John Strand.
“Det er ikke en overraskelse. De kan forlænge den med fire uger fra den 2. september og jeg har hele tiden regnet med, at det vil tage lidt længere end den 2. september. Du skal her huske, at det er sommerferieperiode og det rammer både Danmark og EU”, lyder vurderingen fra John Strand. “Det er bare en kompleks sag og der er meget der skal ses på”, tilføjer han.
3 kan få mere spektrum eller bedre netværksaftaler
Med fusionen mellem Telia og Telenor har der været bekymring for, at de to selskaber sammen med TDC ville kunne sætte sig så tungt på markedet, at de ville kunne kontrollere konkurrencen og priserne i en grad, så det ville blive uhensigtsmæssigt for forbrugerne. Strand vurderer dog, at det ikke vil komme på tale, at Telia eller Telenor skal afhænde for eksempel Callme eller Bibob til en konkurrent som 3, som der er gisnet om.
3 bliver pludselig den meget lille spiller på mobilmarkedet herhjemme sammenlignet med Telia/Telenor og TDC, der hver kommer til at sidde på 40 procent af mobilmarkedet i Danmark.
Det vil ganske enkelt ingen forskel gøre, hvis man mener, at de to selskaber sammen med TDC bliver for store, vurderer Strand. I stedet for vil 3 blive tildelt noget ekstra spektrum og/eller få nogle bedre netværksaftaler i Danmark. Det er noget, der vil have større værdi for 3, lyder det fra Strand.
Til spørgsmålet om fusionen mellem Telia og Telenor kan komme i fare, svarer Strand ganske kontant:
“Nej, det vil den aldrig. Spørgsmålet er bare, under hvilke vilkår fusionen kommer til at ske”, lyder det fra Strand.