Telmore: Plenti mudrer billedet af hvad man betaler for

Telmore kalder den nye konkurrent Plenti for en begrænset Københavner-pakke, der mudrer billedet af, hvad man betaler for.

Telmore: Plenti mudrer billedet af hvad man betaler for

Det nye mobilselskab Plenti blev lanceret i går og selskabet slår sig op på at skal være et selskab, der først og fremmest bringer underholdning og tjenester til danskerne, mens frit forbrug på tale, data og sms/mms mere skal ses som noget sekundært.

Mobilselskaber med fokus på tjenester er ikke nyt. Telia introducerede Spotify i sine mobilabonnementer i maj 2012 og siden er flere selskaber kommet til med diverse tjenester og det kulminerede i 2014, da Telmore Play med 13 tjenester blev lanceret.  Og Telmore Play er stadig det mobilabonnement, der dominerer, når det gælder tjenester og fordele.

Se også: Mobilselskaber med underholdning og tjenester

Telmore: Plenti er bare en del af hverdagens konkurrence

Jens Grønlund Nielsen, øverste chef hos Telmore, vurderer, at branchen generelt forsøger at kommunikere, at den tilbyder andre tjenester end blot tale, sms og data og de ser ikke Plenti som en egentlig trussel mod Telmore:

“Det danske telemarked er hårdt presset i forvejen og en ny konkurrent er bare en del af hverdagen. Plenti forsøger at kopiere Telmore Play, men vi har stadig den største og bedste pakke. Vi ryster ikke på hånden over Plenti”, forklarer Jens Grønlund Nielsen.

Se også: Mobilselskaber med de bedste mobilabonnementer

Tjenester med musik og video er vigtige

Peter Mægbæk, der står bag Plenti sammen med Morten Strunge, stifteren er Onfone, forklarede i går, at folk har valgt Netflix eller Spotify, så den typer tjenester vil ikke flytte kunder – det mener han i stedet for, at læsestof vil. Og det er netop læsestof, der dominerer blandt Plentis tjeneste med Mofibo til bøger og magasiner fra Aller og Egmont.

Telmore Play tilbyder også magasiner og e-bøger, men Jens Grønlund Nielsen understreger, at Telmores Play-tjenester som HBO, Cmore og musik bliver brugt meget af deres kunder og at kunderne er meget tilfredse med disse tjenester. Han forstår godt, at Peter Mægbæk forsøger at tale betydningen af tjenester med tv-serier og musik ned, da Plenti ikke har adgang til den slags tjenester imodsætning til Telmore.

Se også: Guide til billig mobiltelefoni

Plenti mudrer billedet af hvad man betaler for

Noget andet, som Plenti tilbyder i deres mobilpakke, er gratis adgang til Tivoli i København. Det er indhold, der er betydeligt anderledes end de andre digitale tjenester, der er i Plentis pakke og det mener Jens Grønlund Nielsen kan mudre billedet af, hvad man egentlig betaler for som mobilkunde hos Plenti.

“Og med gratis adgang til Tivoli i København begrænser Plenti sig til at være lidt af den Københavner-pakke. Telmore Play tilbyder digitale tjenester, der kan bruges af alle i hele landet. Vi leger heller ikke politimand og bestemmer hvordan brugerne må bruge deres mobildata”, lyder det fra Jens Grønlund Nielsen og henviser til det faktum, at man som Plenti-kunde kun har 5 GB data til rådighed om måneden, når man vil koble andre enheder op til sin mobil via mobilens WiFi-hotspot.

Se også: Tjek fordele, ulemper og pris hos Plenti

 

“Musik fungerer godt på mobilen, men digitale tjenester som bøger og magasiner får den bedste oplevelse på tablets og mange bruger derfor mobilens WiFi-hotspot til at koble deres tablet på til nettet på. Derfor skal kunderne selv helt frit kunne bestemme, hvordan de vil bruge deres mobildata”, lyder fra fra Jens Grønlund Nielsen.