Test: HP Pavilion X360 – HP joker
Lenovo har høstet stor succes med deres Yoga-computere, hvis bedste funktion er, at skærmen kan bøjes hele vejen om på bagsiden af laptoppens nedre del og på den måde næsten bliver en tablet. Der er selvfølgelig flere producenter, der har forsøgt sig med det koncept, og her ser vi nærmere på HPs variant af det hele.
X360 kan også bøjes, så tastaturet havner på bagsiden af skærmen, så at sige. Da den er lavet og markedsført som en billig computer, er konstruktionen dog betydeligt tykkere end Lenovos model, men da det er meningen, den skal være en billig computer, er det noget man kan leve med. På samme måde kan den meget hule og plastikagtige konstruktion undskyldes.
Problemet er bare, at computeren fortsætter med at udstråle ekstremt meget discount næsten hele vejen gennem oplevelsen.
Skærm under niveau
At skrive på tastaturet er der for det meste ingen problemer med. Tasterne virker lige så plastikagtige som resten af computeren, men skrivefornemmelsen er i det mindste god nok. Touch-pladen må derimod ses som en mindre katastrofe.
Udover at føles meget svampet har den en tendens til helt enkelt ikke at reagere før efter tredje forsøg, lidt som om den går på en eller anden dyb strømsparefunktion. Samtidig er det meningen, at du ved hjælp af scrollning med to fingre skal kunne netop scrolle med pladen, hvilket fungerer i dokumenter, men meget sjældent i webbrowseren.
Du bliver således henvist til at bruge touch-skærmen til det, musen normalt skal tage sig af, og der må vi faktisk sige, at vi finder det eneste lyspunkt i form af en helt fin touch-skærm. Det vil sige – det fungerer at stryge og pege på den, resten af skærmen er noget værre noget.
Skærmen er ekstremt mørk, selv på den højeste lysindstilling, og farverne er ret fesne og udvandede. Betragningsvinklen til siden er ret elendig, mens betragtningsvinklen opad, der er endnu vigtigere for laptops og tablets, er fuldkommen katastrofal. Som prikken over i’et ligger der nærmest en gul film over skærmen konstant.
Men men, den er jo lavet til at være billig, så med lidt god vilje kan man vel vænne sig til den tarvelige skærm. Resten af computeren ser jo ikke ud til at have så skidte specifikationer.
Vi får jo trods alt en quad core AMD A8-processor og den noget forsimplede R7-chip som grafik, hvilket burde være nok til normal brug. Især når det suppleres af fire GB arbejdshukommelse. Selvom en almindelige mekanisk harddisk er langsommere end en flashbaseret en, er det alligevel rart med 500 GB at gemme data på.