Analytiker: Tjeep har alle tegn på at være lukningstruet
Teleselskabet Tjeep har været igennem en rigtig problematisk opstart med masser af tekniske problemer, misvisende priser, meget utilfredse kunder der ikke har modtaget SIM-kort længe efter oprettelsen og vildledende markedsføring, der strider imod Forbrugerombudsmandens retningslinjer.
For nylig kom det så også frem, at kunder hos teleselskabet 3 ikke kan sende sms’er til Tjeep-kunder, da Tjeep ikke havde indgået en SMS-aftale med 3 i rette tid.
Samtidig har Tjeep brugt mange penge på dyre tv-reklamer og 30 ansatte i selskabet skal også have løn.
Alle disse omstændigheder får Nicolas Fredriksen, teleanalytiker for TelePrisTjek.dk til at vurdere, at Tjeep kan være på randen af knockout.
Se også: Danskernes Top 20 mest populære mobilabonnement
Danmarks billigste mobilselskab?
Tjeep lancerede sig som Danmarks billigste mobilselskab, men en nærmere gennemgang af deres vilkår og priser viste, at Tjeep afregner taletiden pr. påbegyndte minut, hvilket betyder, at kunderne kun får 70 procent af den lovede taletid. Hertil takker man som mobilkunde i Tjeep Ja Tak til reklamer og telefonsælgere.
I følge Nicolas Fredriksen er Tjeep på ingen måde berettiget til at påberåbe sig titlen som Danmarks billigste mobilselskab. “Deres lave abonnementspriser er snyd og humbug”, forklarer han. Afregningen af taletiden sker i følge Nicolas Fredriksen pr. påbegyndte minut, hvilket medfører, at kunderne kun får 70 procent af mobilabonnementernes taletid.
“Rigtig mange mobilselskaber er således betydelig billigere end Tjeep”, understreger Nicolas Fredriksen.
Se også: Find billigste mobilabonnement for dig og hele familien
Ja tak til reklamer og telefonsælgere
“Samtidig accepterer man som deres mobilkunde at blive ringet op af telefonsælgere og modtage mails og sms med reklamer og tilbud, man egentlig aldrig har bedt om.
Magen til lemfældig omgang med persondata finder man i dag kun på spekulative spil- og pornosider. Undskylder den grove sammenligning, men det er fuldkomment sandt”, fortsætter Nicolas Fredriksen.
Se også: Tjeep er ja tak til reklamer
Manipulering af anmeldelser på Trustpilot
I tillæg til misvisende priser og vildledende vilkår, der fører til spam, reklamer og telefonsælgere, så har Tjeep siden lanceringen også haft store problemer med teknikken og kundeservice. Kunderne klager over alt fra manglende SIM-kort, SMS der ikke virker og data, der snegler sig af sted.
Mobilkunderne udtrykker hertil i stort omfang utilfredshed med kundeservicen, som ikke er tilstede og løser kundernes problemer. “Det er noget, man tydeligt også får en klar fornemmelse af, når man læser de mange frustrerede anmeldelser på Trustpilot”, forklarer Nicolas Fredriksen.
I følge Nicolas Fredriksen er det tydeligt, at mobilselskabet Tjeep også manipulerer med anmeldelserne på Trustpilot. “Alle kritiske anmeldelser er lange og velbegrundede, og giver typisk Tjeep kun én til tre stjerner. Samtidig er der rigtig mange top karakterer [fem stjerner, red.] uddelt af personer uden nogen som helst Trustpilot-historik og som skriver korte og ekstremt positive anmeldelser af mobilselskabet Tjeep. At relativt mange af de positive tilkendegivelser også kommer fra personer, der også er venner med Tjeep på Facebook, styrker absolut ikke troværdigheden”, vurderer Nicolas Fredriksen.
Kim Damkær, Tjeeps administrerende direktør afviser pure, at det forholder sig sådan.
“Det er naturligvis ikke noget, vi har opfordret til. Det er ikke et område, vi har haft fokus på, men nu kigger vi på det. Jeg kan klart afvise, at vi laver falske anmeldelser og finder vi ud af, at nogen i vores skrivende personale har gjort dette, vil de blive kaldt til samtale”.
Se også: De bedst vurderede teleselskaber
Direktøren indrømmer store problemer
Overfor Ekstra Bladet har direktøren i Tjeep indrømmet store vanskeligheder i forbindelse med etableringen, blandt andet med at 3-kunder ikke kan sende SMS’er til Tjeep-kunder.
I følge direktøren skyldes problemerne Teleselskabet 3, som angiveligt ikke har taget sig sammen til at roame SMS beskeder mellem de to mobilselskaber. Teleselskabet 3 har imidlertid afvist, at der foreligger spekulative begrundelser for den manglende sms-interaktion mellem de to selskaber.
Analytiker: Jeg kan ikke se andet udfald end at Tjeep snart må lukke
Det danske telemarked har aldrig nogensinde tidligere været vidne til en så trang fødsel, som etableringen af Tjeep har været, lyder det fra Nicolas Fredriksen, når han samler op på alle de problemer, der har kredset omkring Tjeep siden lanceringen.
“Mobilselskabet fejler på alle afgørende parametre. Priser, vilkår, teknik og kundeservice er helt hen i vejret og skal man tro Trustpilot, så flyver kunderne fra reden hurtigere end de har fået fjer på vingerne og et SIM-kort i mobilen. Jeg kan ikke se andet udfald end at Tjeep snart må lukke. Deres insisteren på at eksistere til trods for alle problemerne lugter desværre meget brændt”, lyder den hårde vurdering fra Nicolas Fredriksen.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer
Tjeeps direktør afviser påstand
Kim Damkær afviser dog kategorisk, at en lukning er på tale. “Det er rigtigt, at vi har haft mange udfordringer, vi har været ramt af alle dem, vi kunne blive ramt af, men vi kan se lys for enden af tunnelen og en lukning er grebet helt ud af den blå luft”, understreger han.
Kim Damkær forklarer dog, at det ikke er gået helt som planlagt i ugerne efter lanceringen, når det gælder det antal kunder, de havde håbet på og han medgiver, at han meget vel kan blive nødt til revurdere, hvor mange kunder de kan nå inden for det første år.
Han forklarede ved lanceringen i september, at hvis Tjeep kan nå 40.000-45.000 kunder inden for de første seks måneder, så vil selskabet være bæredygtigt.
Se også: Nyheder om teleselskaber