Hårde tider for Qualcomm med nyt underskud – 5G skal redde selskabet

Problemerme hober sig op for Qualcomm, der kommer ud af seneste kvartal med nyt underskud, men selskabet er fortrøstningsfuldt og sætter sin lid til nye 5G-aftaler.

Hårde tider for Qualcomm med nyt underskud – 5G skal redde selskabet

Det går ikke helt, som Qualcomm kunne ønske sig for tiden. Retssagen mod Apple er kørt helt fast og en afgift på 2 milliarder dollars, der stammer fra et mislykket opkøb af NXP Semiconductor, har sat sine økonomiske spor hos chip-giganten.

 

Andet kvartal i år med tab for Qualcomm

Regnskabet for fjerde kvartal er ikke for godt og med det indkasserer Qualcomm regnskabsårets andet kvartalstab. Tabet er på 493 millioner dollars i det kvartal, der sluttede med september. Samme kvartal sidste år bød på overskud, nærmere bestemt 168 millioner dollars. Omsætningen er også faldet – to procent til 5,8 milliarder. Det fald skyldes et fald i indkomst fra licenser.

Det beløb er nemlig faldet seks procent til 1,1 milliarder dollars.

Tilbage i første kvartal af dette regnskabsår indkasserede Qualcomm også et tab, dengang på 682 millioner dollars. Ser man på hele regnskabsåret 2018, er omsætningen dog steget to procent til 22,7 milliarder dollars i forhold til 2017.

Se også: Nyheder om 5G

 

Apple stopper brug af Qualcomms produkter – koster dyrt

Chefer fra Qualcomm har advaret om, at der stadig vil være hårde tider i første halvdel af regnskabsåret 2019. Det skyldes i høj grad manglende licensbetalinger fra Apple, samt at Apple nu har bestemt sig for ikke længere at benytte Qualcomm-produkter i sine iPhones.

I første kvartal af 2017 leverede Qualcomm omkring halvdelen af Apples modemmer. Et år senere, i første kvartal af 2018, leverede de nul. I de seneste iPhone-modeller er der ingen Qualcomm-komponenter, så der er ingen ændring i de tal på vej. Derfor forventes det, at omsætningen i første kvartal af regnskabsåret 2019 kommer til at falde mellem 13 og 26 procent i forhold til året før. Det betyder mellem 4,5 og 5,3 milliarder dollars.

Se også: Find bedste pris på smartphones

 

5G skal redde Qualcomm

Qualcomm giver dog ikke op og ser nye muligheder dukke op med 5G-nettets snarlige udbredelse.

Ifølge direktør Steve Mollenkopf, har Qualcomm allerede underskrevet licensaftaler med 20 kunder om 5G-produkter. Samtidig fortæller han, at der er forhandlinger i gang med en lang række andre producenter. Han ser derfor, at Qualcomm Technologies kommer til at få en betydningsfuld rolle i udbredelsen af 5G-teknologien.

Se også: Nyheder om Qualcomm