Vi forklarer: Sådan fungerer mobilens sensorer – også i fremtiden

Mobilen rummer et arsenal af avancerede måleinstrumenter – flere med en spændende historie. Vi kortlægger, hvordan mobilen forvandler bevægelse, position og omgivelser til ettaller og nuller.

Vi forklarer: Sådan fungerer mobilens sensorer – også i fremtiden

Fremtiden

Infrarødt og ultraviolet

Mobilkameraer er i dag bygget til at afbillede virkeligheden, som vi ser den, og opfanger derfor samme lysfrekvenser, som øjet ser. Men der er meget at se i både de infrarøde (lavere frekvenser) og ultraviolette (højere frekvenser) områder. Med større omfang kunne mobilen afbillede varmestråling. Man kan ikke se gennem vægge som i actionfilm, men et varmekamera i mobilen ville kunne måle temperaturer på afstand eller give billeder, der viser, hvor huset har brug for mere isolering. Også ultraviolet kan være interessant – tage et UV-selfie på badestranden for at sikre, at du ikke har overset en plet med solcremen.

Ultra-Wideband og SDR
Radiodelene i mobiler i dag udfører meget specifikke opgaver og forædler signalerne til datapakke eller positionsinformation, inden de når mobilens processor. Med bredbåndsmodtagere og afkodning af softwaren – Software Defined Radio (SDR) – ville mobilen kunne bestemme positionen meget præcist indendørs ved at måle radiomiljøet.

Ultralyd
En ultralydssensor ville kunne fungere ved, at mobilerne får mikrofon og højtaler, der kan klare betydeligt højere frekvenser, end øret opfatter. Ved at øge loftet fra cirka 20 kHz til det dobbelte eller tredobbelte, kan man måle afstand med høj præcision ved at udsende lydimpulser og måle, hvor hurtigt ekkoet kommer tilbage. Samsung er kommet med en ultralydssensor i form af et cover, så mobiler med den funktion indbygget er måske ikke så langt væk.

Ekkolod
Forbedrede højtalere og mikrofoner kombineret med vandtætte mobiler kan åbne for afstandsmåling i vand. Ekkolod fungerer omtrent som ultralydsmåling af afstand på land med den forskel, at lyd bevæger sig hurtigere gennem vand end gennem luft. Ved at holde mobilen under vand, skulle det være muligt både at måle dybden og se, om der er fisk i nærheden.

Radar
Radar fungerer på en måde som andre afstandssensorer – et signal sendes ud, og man måler, hvor lang tid det tager, før det retuneres. Radar bruger radiobølger i stedet for lyd eller lys, og ved hjælp af dopplereffekten kan man måle hastighed med høj præcision. Lykkes man med at bygge en radarsensor ind i mobilen, åbnes der muligheder for at måle hastigheden på golfsvinget, eller hvor dybt kablerne til udendørslamperne er gravet ned.

Laserscanner
Med en laserscanner i mobilen ville det være muligt at sende genstande med MMS – i hvert fald hvis modtageren har en 3D-printer. Scanneren benytter en laserstråle, bevægelige spejle og en lyssensor til at tage et billede af omgivelserne. Forskellen er, at hver pixel i billedet består af afstandsinformation i stedet for lysstyrke og farve.

Gas- og partikelsensor
Mobiler i dag har øjne, ører og en veludviklet balance, men mangler næse. Visse gasser og stoffer kan måles med sensorer, der kan være i mobiler – for eksempel alkoholdampe, kuldioxid, brandgasser eller gas. Sensorerne fungerer for eksempel ved hjælp af brændselsceller, der afgiver strøm, når et bestemt stof er i luften, eller ved at måle hvordan stråling eller lys absorberes mellem en kilde og en detektor.