Xiaomis supertelefon Mi4 lanceret
Xiaomi Mi4 er navnet på endnu en model, som Samsung, Apple, LG, Sony, HTC og de andre elektronikgiganter skal passe på, for kinesiske Xiaomi ser ud til at have en meget konkurrencedygtig mobil i den nye Mi4.
Telefonen, der blev lanceret ved et event i Beijing i dag, byder nemlig på imponerende ydeevne til en i sammenhængen meget overkommelig pris.
De fleste oplysninger om telefonen er allerede lækket, men nu er det i hvert fald officielt bekræftet, hvilke specifikationer Xiaomi Mi4 vil indeholde.
Mobilen er baseret på en fem tommer stor fuld HD-opløst skærm. Indeni sidder en Snapdragon 801-systemchip med en firkernet processor på 2,5 gigahertz samt en grafikprocessor af modellen Adreno 330.
Arbejdshukommelsen eller RAM bliver tre GB stor, og enheden kommer i to varianter med henholdsvis 16 og 64 gigabyte intern hukommelse.
Priser på mest populære smartphones
På bagsiden sidder et fotolampe-udrustet kamera på 13 megapixel, mens kameraet på forsiden er udrustet med 5 megapixel. Batteriet på enheden har en kapacitet på 3080 milliamperetimer og understøtter lynopladning, hvilket betyder, at batteriet skal kunne oplades til 60 procent på en time.
Xiaomi Mi4 pris
Telefonen er bygget i en ramme af metal, og den udskiftelige bagside kommer i en række forskellige varianter af blandede materialer, for eksempel læder og bambus.
Priserne, nu hvor Xiaomi Mi4 lanceres på det kinesiske marked, ligger på godt 2.000 kroner for varianten med 16 GB hukommelse, mens prisen for 64-GB varianten svarer til godt 2.500 kroner.