LG kan være på vej med rebrand af G-serien
Der er masser af rygter, der cirkulerer om en ny telefon fra LG inden alt for længe. Meget tyder på, at det er den G7-model, vi har hørt om et stykke tid. Men nye rygter siger, at LG har andre planer, nemlig at de har tænkt sig at rebrande G-serien.
Nyt brand til LGs G-serie
G-serien har været LGs flagskibe de seneste år, men ifølge disse nye rygter har LG faktisk tænkt sig at lægge den serie i graven og i stedet satse på noget nyt. Det er koreanske Digital Daily, der citerer en LG-ansat for at sige, at LG er på vej med en ny brand-strategi for G-serien, og at den skulle komme i løbet af det første halvår af 2018.
Nogle af mulighederne skulle være et nyt tocifret nummersystem eller en rebrandning af telefonerne. Årsagen til, at LG vil rebrande G-serien kan være, at de fejlede så stort med LG G5 (efter sigende skulle den fremragende LG G4 også have solgt dårligt), at serien nærmest blev kørt i sænk af LG selv.
Se også: Priser på LG telefoner
Sker det med LG G7?
Samtidig har LG bekræftet, at det er noget, de arbejder med, men at det endelige navn endnu ikke er mejslet i sten. LG har i en udtalelse til The Investor sagt, at der ikke er noget mærkværdigt i at ændre navne på sine flagskibe, som andre selskaber som Apple og Samsung har gjort tidligere.
Nu regner vi egentlig med, at G7 kommer til at se dagens lys ved MWC 2018, så det kan jo virke lidt sent at ændre navn på den nu, men vi må jo helt enkelt vente og se hvilket navn, der står på æsken. Samtidig er det altid interessant at se, om et sådant træk får indflydelse på salget.
Se også: Anmeldelser af LG telefoner