De vigtigste nyheder fra Microsoft Build 2018
I går afholdt Microsoft sin udviklerkonference Build og der præsenterede de flere interessante nyheder – vi har samlet en række af dem herunder.
Microsoft Build – de vigtigste nyheder
Synkronisér Android og iOS med Windows 10 med Your Phone
Appen Your Phone er ny og skal bruges til at synkronisere Android-mobiler og iPhone med Windows 10. Via appen kan man sende beskeder, få adgang til billeder og se mobile notifikationer på computeren.
Så slipper man for at hive mobilen frem hver gang, der sker nyt på telefonen. Beta-versionen er klar i denne uge og vil rulle ud til efteråret.
Timeline til iOS og Android
For nylig annoncerede Microsoft Timeline, der er en ny funktion til Windows 10. Timeline holder styr på dine apps og hvad man laver med dem. Det smarte er, at den kan synkronisere på tværs af Windows 10 enheder. Nu kommer Timeline så også til Android og iOS – det betyder, at du kan starte en app på computeren på kontoret og så fortsætte brugen af den på mobilen. Eller omvendt.
Timeline kommer til Android gennem Microsoft Launcher og til iOS gennem Edge-browseren til iOS.
Flere penge til udviklerne
Når man køber en app eller køber noget gennem en app, går 30 procent af indtægterne typisk til dem, der har den pågældende app store, for eksempel Apple, Google og Microsoft. Microsoft annoncerede i går, at de i nogle tilfælde kun vil tage 5 procent og sende de sidste 95 procent videre til udviklerne.
Denne fordeling vil dog kun gælde almindelige forbruger-apps, ikke spil eller dyre erhvervs-apps. Det er helt sikkert en måde at prøve at få flere udviklere til at satse på at udvikle apps til Windows 10.
Hjælper Microsoft med at promovere en app, så tager de mere af indtægterne end de 5 procent.
Smartere tabs
Med næste version af Windows kan man have flere apps elelr websites kørende i samme tab – målet er at give brugerne bedre muligheder for at arbejde smartere.
Kinect som tjeneste i skyen
Microsoft Kinect skal ikke længere være et tilbehør til Xbox, men kommer til at blive afviklet fra skyen. Tanken skulle være, at udviklerne kan sende informationer fra deres eget kamera og sensorer til Kinect i skyen. Så bearbejder Microsoft den information og sender det så tilbage til enheden.
På den måde håber Microsoft så, at udviklerne vil skabe en masse nye Kinect-oplevelser. Det kræver dog lynhurtig internet for at den mission skal lykkes og formentlig slår det først for alvor igennem, når 5G bliver rullet ud og bliver mainstream.
Cortana og Alexa arbejder sammen
Microsoft arbejder på at give mulighed for at tale med Cortana via en Amazon Echo-enhed eller Alexa via en Windows 10 computer. Microsoft og Amazon har nemlig indledt et samarbejde, hvor deres respektive digitale assistenter bliver tilgængelige på hinandens platforme.
Samarbejdet blev faktisk annonceret sidste år, men man så for første gang, hvordan vil udmønte i praksis på gårsdagens Microsoft Build. Demonstrationen viser, at der er noget veje endnu, inden det kan bruges helt naturligt. Nu skal man sige “Alexa, open Cortana” eller “Cortana, open Alexa” inden man kan tale med den ønskede digitale assistent. Indtil nu er samarbejdet kun i en limited beta-udgave.