Danske Lumigon konkurs
De seneste fire år har Lumigon oparbejdet et samlet underskud på 114 millioner kroner og i sidste regnskabsår var underskuddet på 25 millioner kroner. Alligevel Lumigons direktør, Lars Graversen, i slutningen af 2016, at nu ville det vende med “kanon bundlinje” og storinvestoren Michael Moesgaard, der har skudt mange millioner kroner i Lumigon, forklarede også, at de nu havde knækket kurven og at indtjeningen kommer “big time”.
Lumigon konkurs
Trods de flotte ord må Lumigon nu erklære sig selv konkurs og 28 ansatte mister jobbet. Det skriver ITWatch i dag. Michael Moesgaard forklarer, at selskabet selv begærer konkursen, da de ikke har penge til at køre selskabet videre.
Lumigon blev stiftet i 2007, men først i oktober 2010 så selskabets første mobil dagens lys, nemlig T1. Sidenhen er der med års mellemrum kommet et par nye modeller til, men uden at de rigtig fik fat i køberne.
For få måneder siden kunne Steen Rønholt, der den gang lige var startet på opgaven med at få styrket den kommercielle organisation hos Lumigon berette, hvordan Lumigon ville styrke organisationen og salget i særdeleshed i Rusland og Østeuropa samt at de ville flytte en større del af produktionen og udviklingen til Danmark.