Lumigon til mobil.nu: Fjern negativ artikel hvis I vil have interview
Lumigon er en dansk mobilproducent, der med et par års mellemrum kommer med en ny mobil og de har netop præsenteret modellen T3.
T3 er en mobil med skærm på 4,8 tommer med HD-kvalitet og den har en Mediatek MT6795 processor, som vi i dag normalt vil se i den øvre del af midend-segmentet for mobiltelefoner. Mobiltelefoner med skærme med HD-opløsning finder vi i dag på telefoner til 1.500 kroner.
Lumigon T3 har trods alt en pris på 5.999 kroner.
Vi noterer også, at den har lidt alternative specifikationer, som at kameraet er udrustet med et infrarødt lys til at tage billeder i totalt mørke omgivelser og at den har 128 GB indbygget hukommelse. Man kan også betjene telefonen via berøring på bagsiden.
I forbindelse med T3 skriver vi, at Lumigon igen prøver med en ny mobiltelefon – det gør vi, fordi der er gået to år mellem hver lancering af deres telefoner. Hvis andre mobilselskaber udgiver en mobil hvert andet år, ville de være dømt ude for længe siden.
Læs hele artiklen om Lumigon T3.
“Vi fortsætter vores vej mod international anerkendelse”
Lars Gravesen, direktør i Lumigon, skriver i en mail, at vores artikel er “meget negativt ladet” og at den er baseret på fiktion. Han mener blandt andet, at Mediatek MT6795 processoren er en processor, der hører til topmobilerne.
“Typisk dansk journalistik i den værste ende og I ved jo slet ikke, hvor vi sælger vores produkter henne og nej, Danmark er overhovedet ikke vores marked, så nej, vi prøver ikke igen, men fortsætter vores vej mod international branding og anerkendelse på verdensplan”, skriver Lars Gravesen i mail.
“Men vi står gerne til rådighed, så I kan få Vikinge-blodet tilbage i årene med en historie, der er korrekt!!”, slutter Lars Gravesen sin første mail til os.
Se også: Sammenlign priser på mobil med de bedste specifikationer
Interview med Lumigon? Ja tak!
Et interview med Lars Gravesen er vi naturligvis meget interesseret i at få og har også gennem de sidste 2-3 år flere gange forsøgt at få selskabet i tale, men uden held. Så vi takker pænt ja tak til at kigge forbi Lumigons danske hovedkontor i Sydhavnen for at høre mere om, hvordan de vil forsætte deres vej mod “international branding og anerkendelse på verdensplan”.
Men nu kan vi pludselig kun få interviewet, hvis vi fjerner artiklen om T3, lyder det fra Lars Gravesen og han slutter mailen med ordlyden “Be a Viking og stay away…”.
Jeg forklarer, at vi ikke vil fjerne artiklen, da vi ikke mener, der er noget i vejen med vores omtale af telefonen eller at den er “meget negativt ladet”. Hvis det er årsag til, at de ikke vil tage en snak om Lumigon og deres planer for fremtiden, er det en beklagelig og ærgerlig holdning, skriver jeg til Lars Gravesen. Jeg spørger også til et testeksemplar af den nye T3.
Lars Gravesen vender tilbage med dette meget korte svar: “Sådan er livet” og herefter ophører dialogen så og jeg har naturligvis ingen forventning om at få hverken interview eller telefon til test.
Se også: Test af de nyeste mobiltelefoner
Fjerne artikel for et interview med Lumigon? Nej tak!
Danske ID1 blev for nogle måneder haglet ned af samtlige medier herhjemme for at være for dårlig, ganske enkelt. Selskabet tog kritikken til sig og har fortsat dialogen med medierne. I disse tider er det vist vejen frem for firmaer i stedet for tøsefornærmet at forsøge at presse medierne til at fjerne artikler, de ikke mener er positive nok.
Lars Gravesen, vi står naturligvis stadig klar til et interview for at høre mere om jeres vikingetogt på det internationale marked, men nej, vi fjerner ikke artiklen.
Så kære læsere, hvis der ikke kommer noget interview med Lumigon her på mobil.nu, så ved I altså hvorfor.