Lumigon T3: Dansk mobil prøver igen – denne gang med infrarødt kamera

Lumigon T3 er ny mobil fra den danske mobilproducent og igen er der tale om en spøjs blanding af halvsløje og alternative specifikationer.

Lumigon T3: Dansk mobil prøver igen – denne gang med infrarødt kamera

Det er to år siden, vi sidst så den danske mobilproducent komme med en ny mobil, og det var Lumigon T2HD. Hvis du ikke kender Lumigon, så skal du ikke rive dig i håret af den grund – den sælges stort set ingen steder i Danmark.

Det skal vi heller ikke regne med, at den nye Lumigon T3 bliver.

Den lyder ellers flot nok på papiret med materialer i glas og rustfrit stål. Skærmen er af typen AMOLED, men den 4,8 tommer store mobil har kun HD-opløsning, hvilket næppe vil imponere tech-folket.

Se også: Sammenlign priser på de bedste Android mobiler

Lumigon T3 har Android 6.0

Hvor tidligere Lumigon-mobiler har skuffet ved at have forældede Android-versioner, kommer Lumigon T3 med Android 6.0 fra start og det er meget minimalt, hvad Lumigon har tilføjet af egne funktioner.

Den er dog udrustet med 3 GB RAM, men processoren er Mediateks MT6795, der normalt er forbeholdt mobiltelefoner i mellemklassen til et godt stykke under 3.000 kroner. Den indbyggede hukommelse er på 128 GB.

Der er derudover stereohøjtalere og en fingeraftrykslæser til Lumigon T3.

Kameraet er på 13 megapixel og har fasedetektion autofokus – video kan optages med 4K-kvalitet. Interessant er det, at kameraet er udrustet med et infrarødt lys, så man skulle kunne tage billeder i totalt mørke omgivelser.

Man kan også betjene telefonen via berøring på bagsiden.

Se også: Billeder af Lunigon T2HD

 

Pris for Lumigon T3

Lumigon T3 har en pris på 5.999 kroner og versionen i guld lander på 10.000 kroner. Lumigon T3 kommer desuden i farverne sort, orange og hvid.