Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite: Magtdemonstration i prisklassen
Huawei Mate 10 lite er virkelig god til prisen og er en decideret magtdemonstration over for ikke blot opkomlingen OnePlus, men også over for Samsung. Flot design, imponerende skærm, kraftfuldt batteri, hurtig brugerflade og virkelig godt dual kamera til en skarp pris. Læs vores test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite.
Huawei Mate 10 lite – bedømmelse
Design & Materiale: 8/10
Brugervenlighed: 9/10
Skærm: 9/10
Kamera: 8/10
Hastighed i brugerflade: 8/10
Datahastighed: 8/10
Spiloplevelse: 9/10
Musikkvalitet: 7/10
Samtalekvalitet: 8/10
Samlet karakter: 81/100
Se også: Pris på Huawei Mate 10 lite
Læs hele vores store test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite herunder. Men først lige nogle billeder af den nye mobil.
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite
Her under kan du læse vores store test af Huawei Mate 10 lite, hvor vi tester den på en række af de vigtigste punkter i en mobil.
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – design
Mate 10 Lite virker virkelig velbygget med det, der må beskrives som et unibody design. Skærmen på fronten har ret meget ramme og kan ikke beskrives som edge-to-edge, men skærmen går i hvert fald længere op og ned på fronten end normalt og det betyder, at man får 5,9 tommer skærm.
Det betyder videre, at fingeraftryksscanneren er placeret på bagsiden. Designmæssigt kan den se lidt anonym ud, da det er svært at gøre denne type design til noget anderledes – kun Huawei-navnet nederst under skærmen afslører, at der er tale om en Huawei-mobil, når man ser den forfra.
Powertasten og volumen-tasten på højre side er nærmest ikke til at se og falder altså godt ind i designet.
Se også: Mobiltelefoner med godt design
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Brugervenlighed
Fordelen ved et design, hvor skærmen fylder rigtig meget, er, at man får en mobil med stor skærm, der alligevel er forholdsvis let at betjene med én hånd. Fingeraftryksscanneren på bagsiden sidder fint placeret og man risikerer ikke at trykke på kameraoptikkerne på bagsiden.
Brugerfladen er i øvrigt hurtig og effektiv og når man tænder telefonen, er der nærmest tale om ‘stock Android’, altså en mobil uden mange tilføjelser af Huaweis side. Det er først, når man dykker ned i mobilens mange funktioner, at man opdager nogle af de tilføjelser, som Huawei har tilføjet deres egen EMUI 5.1.
Der er også plads til hukommelseskort, hvilket er dejligt. Som alle Huawei telefoner, så har Mate 10 lite også ‘Simpel tilstand’, der deler startskærmene op i store felter dedikeret til de apps og tjenester, man nu foretrækker. Det er særligt smart for ældre, der ikke er vant til smartphones og som ikke er interesseret i de mange funktioner og muligheder, en smartphone kan tilbyde. Simpel tilstand finder man lidt spøjst under Indtillinger > Avancerede indstillinger.
Se også: Mobiltelefoner der er lette at bruge
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Batterilevetid
Med et batteri på 3.340 mAh har Mate 10 lite faktisk lidt kraftigere batteri end for eksempel Samsung Galaxy S8. Batteritiden rækker i hvert fald til en hel dags brug – jeg har omkring 15-20 procent batteri tilbage lige inden sengetid, selvom jeg har benyttet mobilen ganske heftigt.
Selvom der ikke er USB Type-C på Mate 10 lite, så kan man stadig lade op den relativt hurtig op.
Se også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Skærm
En skærm på 5,9 tommer med 2.160 x 1.080 pixel er virkelig godt for en mobil til 3.000 kroner. Skærmen er flot og skarp, farverne gode og der er fine kontraster. Skærmen reagerer hurtig og præcist og den er fornøjelig at spille på, se video og læse både nyheder, bøger og magasiner på.
Se også: Mobiltelefon med bedste skærm
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Kamera
Huawei Mate 10 Lite er udstyret med et dual kamera med 16 megapixel og 2 megapixel. Også frontkameraet er med dual kamera – et med 13 og et med 2 megapixelkamera. Kameraet har ellers fase detektion autofokus, touch fokus, panorama og HDR blandt funktionerne.
Burgerfladen i kameraet er som udgangspunkt simpelt bygget op, men det er muligt at få vælge en mere avanceret brugerflade med flere valgmuligheder.
Kameratest af Huawei Mate 10 lite: Landskabsbillede. Mate 10 lite tager udmærkede landskabsbilleder med gode farver og fin skarphed. Det dynamiske omfang er dog ikke imponerende særligt på billeder med store kontraster.
Kameratest af Huawei Mate 10 lite: Makro. Med dual kamera er det muligt at tage blandt andet makro-billeder med bokeh-effekt, altså hvor baggrunden sløres meget. Man kan justere graden af sløring på billederne, efter de er taget – på dette billede er sløringen på det højeste.
Kameratest af Huawei Mate 10 lite: Mørke med brug af fotolys. Fotolyset i Mate 10 lite er godt og skyder lyset af med fin styrke. Farverne bliver godt nok ikke helt korrekte, men bliver meget mørke.
Kameratest af Huawei Mate 10 lite: Mørke uden brug af fotolys. Trods fornuftigt blændetal kæmper Mate 10 lite med billeder i mørke uden brug af fotolys. Det er faktisk umuligt at se, hvad der er på billedet her.
Kameratest af Huawei Mate 10 lite: Selfie. Portrætbilleder klarer Mate 10 lite fint med korrekte farver og fin skarphed. En fin detalje er bokeh-muligheden på selfie-billeder. Det kan give godt selfie-billeder med den effekt.
Se også: Bedste mobilkamera
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Hastighed i brugerflade
Mate 10 lite har ikke den nye Kirin 970 processor, Huaweis egen nyeste og meget stærke processor. I praksis oplever jeg midlertidig ingen problemer med brugerfladen overhovedet med Kirin 659 processoren (der ind til nu primært bruges i Huaweis Nova- og Honor-telefoner). Telefonen åbner apps og tjenester rigtig hurtigt og jeg kan snildt have gang i mange apps, uden den hakker og sprutter i forsøget på at holde dem i gang.
De 4 GB RAM er også længe nok til at give en hurtig brugerflade – man skal have nogle meget ekstreme behov, hvis man kommer til at opleve brugerfladen som træg på nogen måde.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig brugerflade
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Datahastighed
Det er lidt spøjst at se, hvordan de nyeste telefoner kommer med 1 Gbit/s eller mere til 4G. Ingen teleselskaber understøtter så høje hastigheder, og slet ikke i Danmark, og inden det sker, så har de fleste alligevel skiftet deres mobil ud med en ny.
Mate 10 lite understøtter 4G med 300 Mbit/s og det er længe fint for alle. Jeg streamer musik og video helt uden problemer og som wifi hotspot har jeg uden problemer 4-5 enheder koblet op til telefonen. Det kræver selvfølgelig, at man har et 4G-abonnement.
Se også: Mobiltelefoner med hurtig internet
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Spil
Processoren er godt nok ikke den kraftigste, men med 4 GB RAM og en skærm på 5,9 tommer med høj opløsning giver alligevel en rigtig god mobil til spil. De helt tunge mobilspil som Modern Combat 5 og PES 2018 afvikles fint og uden problemer. Måske den er nogle sekunder langsommere om at åbne de helt tunge apps, men spil glider fint, når de er i gang.
Se også: Bedste mobil til spil
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Musikkvalitet
Der sidder en højtaler i bunden, der peger ud til siden. Placeringen af højtaleren er standard på de fleste telefoner, men den er stadig irriterende, når man spiller spil. Man blokerer nemlig let for lyden med ens pegefinger, når spiller. Lyden bliver let lidt skinger til musik – den er bedst til snakkeradio, når man bruger højtaleren.
Med headset og højtaler er lyden helt i orden
Se også: Bedste mobil til musik
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Samtalekvalitet
Mate 10 lite er ganske fin at tale i med stabil antenne. Lydkvaliteten under samtaler er ligeledes god og klar. Tastaturet er godt – store taster og god til at forudsige ord.
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – Pris
Huawei Mate 10 lite har en bedste pris fra cirka 2.650 kroner > den billigste pris på Mate 10 lite.
Konklusion og kvalitet i forhold til pris
Til prisen er Huawei Mate 10 Lite det bedste, man kan få i dag – og den matcher også langt hen ad vejen noget dyrere telefoner. Særligt skærmen og batteriet har begge højt niveau for en mobil i denne prisklasse. Der må dog blive sparet på nogle funktioner og selvom kameraet faktisk er ganske godt, så ser vi her, at den ikke kan følge topmodellerne.
Sammenlignet med andre telefoner i dette prisleje er kameraet et af de allerbedste, hvis ikke det bedste. I det hele taget: Huawei Mate 10 lite er den klart bedste mobil til prisen.
For
- Stor flot skærm
- Godt kamera
- God batteritid
- Pris
Mod
- Ikke vandtæt
- Mangler trådløs opladning
- Højtaleren til musik
Test og anmeldelse af Huawei Mate 10 lite – specifikationer og funktioner
Mål: 156,2 x 75,2 x 7,5 mm
Vægt: 164 gram
System: Android 7.0 + EMUI 5.1
Processor: HiSilicon Kirin 659, quadcore 2,36 Ghz, quad core 1,7 Ghz
Skærm: 5,9 tommer, 2.160 x 1.080 pixel, 409 ppi
RAM: 4 GB
Indbygget hukommelse: 64 GB, plads til hukommelseskort op til 128 GB
Batteri: 3.340 mAh, lynopladning
Datahastighed: 300 Mbit/s (4G)
Kamera: Dual kamera 16 megapixel + 2 megapixel, fasedetektion autofokus, fotolys, blænde F/2.0
Frontkamera: 13 megapixel + 2 megapixel, F/2.0
Video: Fuld HD
Tilslutninger: MicroUSB, Bluetooth 4.2, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac
GPS: Ja
FM-radio: Nej
NFC: Ja
Se også: Test af Huawei Mate 10 lite