Første indtryk af Motorola Moto G7 Plus
Sidste års Motorola Moto G6 Plus var en af de telefoner, vi hele tiden vendte tilbage til, når vi skulle finde de bedste telefoner til prisen og der følges fint på på den med Moto G7 Plus, der netop er blevet præsenteret. Første indtryk og test af Motorola Moto G7 Plus.
Motorola har de sidste par år igen været synlige på det danske marked med billige telefoner, der samtidig har været gode. Det kulminerede sidste år med G6 Plus og den telefon har nu fået en opfølger i G7 Plus.
Første indtryk og test af Motorola Moto G7 Plus
Design og skærm
Motorola Moto g7 Plus er ser rigtig fin ud designmæssigt og er bygget i glas på front og bagside og har aluminiumsramme rundt om telefonen. Den har gode mål med 157 x 75,3 x 8,3 millimeter, hvilket er fint for en mobil med skærm på 6,2 tommer.
Kameraet på bagsiden stikker ikke helt så udtalt ud på bagsiden som på G6 Plus. Det gjorde faktisk ikke noget på G6 Plus, da kameraet er placeret øverst midt på telefonen, så den ligger sikkert på bordet uden at tippe til siden, når man trykker på skærmen, når den ligger på bordet.
Telefonen har ikke en IP-certificering, men oplyses at kunne afvise vandstænk. Skærmen er 6,2 tommer stor med fuld HD med 19:9 format. Skærmen virker lysstærk, har gode farver og reagerer godt på tryk og når jeg bladrer rundt i menuerne.
Fingeraftryksscanneren sidder på bagsiden og den er ikke så praktisk, når telefonen ligger på bordet eller står i en stander, men så kan man i stedet låse op med ansigtsscanner, Face Unlock, der også fungerer fint.
Se også: Specifikationer Motorola Moto G7 Plus
Brugerflade
Moto G7 Plus udmærker sig ved at have en meget ren brugerflade og det er Android 9.0, der ligger i telefonen. Der er enkelte egne tilføjelser med Moto Actions, hvor man kan aktivere forskellige funktioner på forskellige måder, for eksempel ved at vride håndleddet hurtigt et par gange for at tænde lommelygten.
Det er Snapdragon 636 og 4 GB RAM, der sørger for en hurtig brugerflade. Det er naturligvis ikke Snapdragon 845 power, der sidder i telefonen, men på af en mobil med meget få egne tilføjelser, vil langt de fleste opleve Moto G7 Plus som en hurtig mobil. Jeg har dog kun prøvet den lige ud af boksen, men jeg forventer, at den stadig vil være hurtig i optrækket, når den bliver fyldt op med billeder, apps og spil.
Se også: Test af Motorola G6 Plus
Forskelle mellem G7 Plus og G6 Plus
Skærmen er 6,2 tommer på G7 Plus mod 5,9 tommer på G6 Plus. Det mest interessante her er næsten, at fronten bliver bedre udnyttet til skærm på G7 Plus, der faktisk er lidt kortere og smallere, men altså stadig har en større skærm.
Processoren på den nye model er Snapdragon 636, mens sidste års model har Snapdragon 630. 636 er mere kraftfuld, mere batterisparende og også mere egnet til gaming end 630.
G7 Plus har næsten samme kamera-specs som G6 Plus, men et par vigtige opdateringer er kommet til, nemlig optisk billedstabilisering (OIS) og gyro-EIS til videooptagelser. Selfie-kameraet på G7 Plus har også 12 megapixel mod 8 megapixel på sidste års model og den understøtter også HDR og videooptagelse i 4K.
Når det gælder lyd, kommer G7 Plus med stereohøjtalere, hvor der kun er en i G6 Plus. Batteriet er faktisk eneste punkt, hvor det går tilbage – 3.000 mAh på G7 Plus mod 3.200 mAh på G6 Plus. Til gengæld har den ny variant lynoplader med 27W – den skulle kunne lade telefonen op fra 0-100 procent på kun 52 minutter. Det svagere batteri burde dog ikke give en dårligere batteritid end den, G6 Plus leverer, da for eksempel processoren er mere batteribesparende.
Moto G6 Plus har 4G med 300 Mbit/s, mens Moto G7 Plus har 4G med 600 Mbit/s.
Se også: Priser på Motorola G
Pris på Motorola Moto G7 Plus
Motorola Moto G7 Plus har en vejledende pris fra 2.499 kroner. Den kan købes hos Call me og webforhandlere for Proshop og Elgiganten. Moto G7 Plus virker umiddelbart som den mobil, man skal gå til, hvis man vil have høj kvalitet til en god pris. Vi forventer at have en stor test af Moto G7 Plus klar i næste uge og så må vi se, om den lever op til de første gode indtryk.
Se også: Nyheder om Motorola