Moto G9 Play: Billig mobil med kæmpe batteri og triple kamera
Motorola Moto G9 Play er den første mobil i Motorolas G9-serie og de vælger at lancere det, der formentlig er den billigste variant først i stedet for de dyrere udgaver i serien. Det tegner dog til at blive en glimrende telefon til prisen.
Hvad kan man forvente af en mobil til 1.500 kroner? Efterhånden ganske meget. Det er den nye Motorola Moto G9 Play et godt bevis på – i hvert fald på papiret.
Motorola Moto G9 Play med Android 10 og 5.000 mAh batteri
Den har Android 10 i næsten ren version og derfor er det formentlig okay, at der kun er en Snapdragon 662 processor i telefonen. Den har derudover 4 GB RAM og 64 GB indbygget hukommelse. Man kan sætte et hukommelseskort i på op til 512 GB.
Batteriet på hele 5.000 mAh. Motorola oplyser, at man kan regne med to dages brug, inden mobilen skal oplades. Med lidt moderat forbrug kan man sikkert godt presse den op på tre dages brug.
Der følger en TurboCharge 15W-oplader med i æsken. Den vil ikke sætte nye rekorder for opladning, men den vil formentlig kunne lade batteriet på til en dags brug på 30 minutter. Opladning fra 0-100 procent kan klares på lige under to timer.
Se også: Test af Motorola Moto
Stor skærm og triple kamera
Skærmen er også stor med 6,5 tommer skærm. Den er dog kun af typen TFT og i HD-kvalitet. HD-opløsning på en mobil med 6,5 tommer skærm lyder som værende lige i underkanten. Det må en snarlig test afgøre.
Billige telefoner går som regel på kompromis på kameraet. Dog lyder det lovende på papiret, det kamera der sidder i Moto G9 Play. Der sidder tre kameraer på bagsiden med 48 + 2 + 2 megapixel. Det på 48 megapixel er med Motorolas egenudviklede Quad Pixel-teknologi. Den sikrer, at der kommer mere lys ind på billedet end normalt.
De to andre kameraer er en 2 megapixel dybdesensor og en 2 megapixel makrolinse. Video kan optages i fuld HD med 60 billeder i sekundet.
Se også: Find de bedste priser på Motorola Moto
Pris og salgsstart
Motorola Moto G9 Play har en vejledende pris på 1.499 kroner og salget starter den 16. september. Der er ingen melding om, at den kommer til salg hos de danske teleselskaber. Man kan vælge den i farverne Sapphire Blue eller Forest Green.
Se også: Nyheder om Motorola