Motorola Razr første indtryk – nostalgi for alle pengene
Motorola har genoplivet deres gammel klassiker. I lukket tilstand er alt stort set ved det gamle, men når man åbner op, så sker der noget, som vi kun har set én gang indtil videre. Motorolas nye RAZR skal prøve at ramme det segment af mennesker, der leder efter noget kompakt at have i lommen, men stadig gerne vil have oplevelsen af en smartphone, som vi kender den i dag.
Langt hen af vejen er det nøjagtigt, hvad Motorola har skabt med RAZR, men prisen, du skal betale, gør, at man formentlig bør afvente og se, hvad der sker indenfor den nærmeste fremtid, og ikke mindst hvordan anmeldelserne ender med at se ud.
Første test af Motorola Razr
Design
Design, formfaktor og ikke mindst nostalgi er unægteligt, hvad der skal tiltrække forbrugerne til at købe en Motorola RAZR. Når det kommer til selve specifikationerne, som vi nok skal komme ind på, er der ikke meget at komme efter på papiret.
I lukket tilstand fylder Razr 2019 ikke meget mere end, at den kan ligge i en lukket håndflade – det er lang tid siden, at det har kunnet lade sig gøre med en smartphone. Når det så er sagt, så er den en smule større i bredden end den originale Motorola RAZR. I tykkelsen er de nøjagtig ens.
Den lille skærm på fronten er forbeholdt bestemte funktioner så som at svare på opkald, sende en hurtig besked og andre småting. Du vil altså skulle åbne telefonen op for langt de fleste ting. På fronten, i lukket tilstand, er der også et kamera, som kan bruges som selfie kamera. Her er man begrænset til at se sig selv på den lille skærm. I bunden er der ren ret stor kant, hvor både fingeraftrykscanneren og højtaleren sidder.
Motorola siger, at selve antennen kun sidder i nederste halvdel af telefonen, og at antennekvaliteten bliver forbedret, fordi antennen kommer længere væk fra ansigtet, grunden bundens størrelse.
Man kan nu ikke lade vær med at sidde med tanken, at havde det her design kommet ud uden en reference til en tidligere udgivelse, ville det uden tvivl blive modtaget anderledes.
Ved første øjekast får man lidt fornemmelsen af, at selve telefonen og hængslerne er skrøbelige, og at det er en telefon, man skal passe ekstra på. Men efter at have holdt den i hånden og mærket den, så får man et helt andet billede.
Materialerne føles gode og lukke/åbne-mekanismen virker solid. Ydermere virker Motorola ret selvsikre på, at Motorola RAZR ikke er en telefon man behøver at babysitte. De opfordrer derimod til, at man bruger telefonen som enhver anden. Faktisk går de så langt at sige, at den kan tåle regnskyl, og det er på trods af manglende IP-certificering. Nu må vi se.
For dem, der har ejet en klaptelefon, så ved de, hvor tilfredsstillende det kan være at klappe telefonen op for at besvare et opkald og ikke mindst lukke den i igen. Den følelse kan man altså genopleve med den nye Motorola RAZR.
Se også: Funktioner og specifikationer på Motorola Razr
Skærm
Skærmen er på 6.2” af skærmteknologien pOLED. Som vi også så med Samsungs Galaxy Fold, skal der en plastikskærm til, for at skærmen kan bøjes, og dette er naturligvis også tilfældet for RAZR. Til gengæld har vi ikke den samme synlige fold, der hvor skærmen folder.
Med hvad der ligner en mekanisk genialitet, folder skærmen rundt i en meget blød bue på midten, og på den måde undgår man meget synlige spor af det på skærmen. Man kan dog stadig godt se, at skærmen ikke er helt lige som en glasskærm. Selve opløsningen er ikke noget at råbe hurra for med 2142 x 876 pixels og med en middel lysstyrke, kæmpede den udendørs.
På siderne af skærmen er der en forholdsvis stor kant. På toppen er der en udskæring med højtaler til opkald og det selfiekamera, man skal bruge, når telefonen er åben. I bunden ser det lidt mere voldsomt ud. Da navigeringen i Android foregår i bunden af skærmen, giver det en smule udfordringer eksempelvis at bruge gestus, når den store kant i bunden sidder, hvor den gør.
Det kan muligvis ændre sig, når man får den brugt i længere tid og vænner sig til det. Det vil vi naturligvis kigge på, når vi får den til test.
Se også: Motorola: Razr er alternativ til iPhone
Kamera
Hovedkameraet, som agerer selfiekamera i lukket tilstand og bagkamera i åben tilstand, er på 16MP og har en sensor, som vi blandt andet har set på OnePlus 6 og Motorolas egen Moto G7 Plus – altså en noget gammel sensor.
Motorola mener, at den nok skal levere billeder, der vil være rigeligt til de fleste. Det skal skam nok passe, men til en pris på 12.990 kunne man godt have forventet mere. Hvordan det ser ud i praksis, må altså vente til anmeldelsen.
Brugerflade
Brugerfladen er klassisk Motorola. En meget skrabet version af Android med et par implementerede funktioner. Man kan stadig hakke to gange for at starte lommelygten eller twiste hånden for at starte kameraet.
Desværre går de ringe specifikationer igen på processoren. En Snapdragon 710 er ikke ligefrem det, man ville kalde en flagskibs-processor. Hvad det reelt betyder for brugeroplevelsen, kan vi af gode grunde ikke afgøre nu, men til prisen virker det utilstrækkeligt.
Batteriet giver desværre heller ikke de største forhåbninger om overlegen batterilevetid. 2.510 mAh til en 6.2” skærm er bekymrende lidt, men Motorola siger selv, at der er nok til en hel dags brug. Hvis dag der så er tale om, er det svært at sige.
Valg af processor og batteri er, i følge Motorola, en meget bevidst beslutning og altså ikke fordi de sad fast i processen og måtte nøjes med ringere specifikationer. Det skulle være med til at give den “balance”, som Motorola ønskede mellem ydeevne og batterilevetid. Alt anden lige må man bare sige, at prisen ikke afspejler indmaden og specifikationerne. Prisen er, ved første indtryk, udelukkende baseret på design, mekanik og nostalgi.
Se også: Find priser på Motorola telefoner
Pris og lancering
Prisen på Motorola RAZR ligger på 12.999 kroner uden abonnement eller lige under 12.000 kroner med et abonnement på seks måneder, og den kan kun købes hos Telia. Man kan forudbestille Motorola RAZR fra nu, den 19. november, og ellers starter slaget d. 24. januar i Telias butikker og på Telia.dk.
Se også: Nyheder om Motorola