Stor efterspørgsel forsinker Motorola Razr-lancering

Motorola razr er blevet mødt af en begejstring og interesse uden sidestykke fra kunderne, så forudbestilte telefoner bliver sendt senere ud - i hvert fald i USA.

Stor efterspørgsel forsinker Motorola Razr-lancering

Mange blev ovenud begejstrede, da Motorola bestemte sig for at genoplive sin legendariske Razr-klaptelefon i en ny version. Faktisk så mange, at det nu er svært for Motorola at følge med efterspørgslen.

 

Stor efterspørgsel på Motorola Razr udskyder salg

Den store efterspørgsel har nemlig tvunget Motorola til at udsætte lanceringsdatoen en smule og dermed også den dato, hvor de forudbestilte telefoner sendes ud. Oprindeligt var datoen 26. december for de forudbestilte i USA og en gang i januar for almindelig handel, men begge de to tidspunkter bliver altså udsat en smule.

Motorola har ikke givet nye datoer, men har sagt, at der ikke bliver tale om store forsinkelser. Tilsyneladende handler det om, at Motorola vil undgå en situation, hvor de kunder, der vil købe telefonen i butikken, ikke har mulighed for det på grund af for få tilgængelige eksemplarer.

Det er i ellevte time, udsættelsen kommer med tanke på, at de forudbestilte telefoner skulle finde vej til sine ejere fra på torsdag. Og især med tanke på, at Motorola endnu ikke har givet os en ny dato.

Se også: Priser på Motorola Razr

 

Meddelelse fra Motorola

Den fulde meddelelse fra Motorola lyder som følger:
”Siden annonceringen i november er den nye Motorola razr blevet mødt af en begejstring og interesse uden sidestykke fra kunderne. Efterspørgslen har været stor, og som et resultat, er den hurtigt vokset sig større end prognoserne til leverandørerne.

Motorola har besluttet at justere på razrs forudbestilling og lanceringstid for bedre at kunne møde kundernes efterspørgsel. Vi arbejder på at finde frem til et passende antal og tidsskema for at sikre, at flere kunder får adgang til razr ved lanceringen. Vi forventer ikke en væsentlig afvigelse fra det originale tidsskema.”

Se også: Anmeldelse af Motorola razr

 

Moderne opdatering af klassiker fra 2004

Den nye version af Razr er Motorolas første foldbare smartphone og er designmæssigt inspireret af den originale Moto RAZR klaptelefon. Denne gang har den dog en foldbar skærm på 6,2 tommer og moderne Android-specifikationer.

Prisen ligger på cirka 12.000 kroner. I Danmark starter salget af telefonen den 24. januar, men den kan forudbestilles allerede nu. Motorola Danmark oplyser, at der ingen forsinkelser er på salget af telefonen i Danmark.

Se også: Nyheder om Motorola