Apple sælger klart flest 5G-telefoner – men føringen mindskes
Mange Android-producenter pumpede 5G-telefoner ud på markedet et helt år inden, Apple kom med i legen. Der var meget spekulation omkring Apples beslutning om at vente med at lancere en 5G-telefon, at det måske ville være for sent, når 5G-iPhonen kom. Det lader dog ikke til at have været en ulempe for Apple at vente, i hvert fald ikke hvis man skal tro en ny rapport fra Strategy Analytics.
Apple sælger klart flest 5G-telefoner
Rapporten viser, at Apple faktisk er førende og tilmed dominerende på 5G-markedet. Ifølge rapporten regner man med, at Apple solgte over 50 millioner 5G-iPhones i Q4 af 2020. Det var det første kvartal, hvor 5G-iPhones var på markedet. Det svarer til 40 procent af det totale salg af 5G-telefoner.
Oppo tog på andenplads, men de solgte ikke engang i nærheden lige så mange som Apple, blot omkring 14 millioner smartphones med 5G. Samsung solgte kun 9,5 millioner.
Går vi efter rapporten fra Strategy Analytics, er de fem største forhandlere af 5G smartphone Apple, Oppo, Vivo, Samsung og Xiaomi, men tallene ændrer på sig i 2021.
Se også: Telefoner med 5G
Apple mistede 5G-markedsandele i Q1 2021
Apple ligger stadig nummer et med omkring 30 procent af det totale salg af 5G-smartphones i Q1 af 2021, men konkurrenterne stormer frem.
Apple solgte faktisk færre telefoner med 5G, nemlig 40,4 millioner, mens Samsung rundede 17 millioner. Oppo og Vivo solgte henholdsvis 21,5 og 19,4 millioner 5G-telefoner i Q1 2021.
Det skal dog siges, at Apple typisk lancerer telefoner en gang om året, så tallene har sin forklaring. Især med tanke på andre populære telefoner, der er blevet lanceret inden for den seneste tid som Samsung Galaxy S21.
Se også: Nyheder om 5G telefoner