Der kan være en ny Palm-telefon på vej
Der var engang noget, der hed Palm. Det var en smartphone, der bildte sig ind at være bedre end en iPhone, havde software kaldet webOS og noget så oldnordisk som et fysisk tastatur. Til slut blev selskabet opkøbt af HP og droppet, efter at HP havde forsøgt sig med HP TouchPad-tabletten.
Men hvor der er vilje er der vej, som man siger. TCL købte nemlig Palm-resterne af HP i 2015, dog uden rettigheder til webOS, for dem overtog LG i 2013. Tre år er der gået, men nu lader der til at være en ny Palm-telefon på vej.
Se også: Find priser på de bedste mobiltelefoner
Ny Palm-mobil på vej
Det er Android Police, der har opdaget en ny ansøgning hos blandt andet FCC-myndighederne i USA om en telefon med navnet Palm PVG100. Så den skulle være god nok – Palm VenturesGroup kommer med en Palm-telefon i 2018.
Det er ikke meget, vi ved om telefonen, men der skulle være tale om en Android 8.1 Oreo telefon med WiFi 2,4 GHz og 4G. Det betyder, at telefonen ikke understøtter 5 GHz, som de fleste telefoner ellers gør i dag. I hvert fald ikke som det ser ud i ansøgningen.
Den originale Palm Pre-telefon var en telefon af sin tid med en 3,1 tommer LCD-skærm og et fysisk tastatur til at slide frem. Den slags er der formentlig ikke tale om i dag, selvom det kunne være forfriskende og systemet er da også et andet, nemlig Android 8.1 Oreo. Med en opdatering til Android 9.0 Pie vil det næsten minde om fortidens webOS med understøttelsen af håndbevægelser. Desværre er de fleste detaljer om telefonen blevet fjernet fra de offentlige dokumenter.
Se også: Test af smartphones
Kan komme allerede i år
Der er heller ikke nogen bekræftelse af, at telefonen rent faktisk bliver lanceret. Sker det, vil TCL formentlig forsøge at gøre det samme med Palm-mærket, som de gjorde med BlackBerry – at forny dets image. Ifølge Android Police kan dette ske allerede inden årets udgang. Hverken TCL eller den operatør, der skulle være med i lanceringen, Verizon, har dog udtalt sig.
At telefonen er gået igennem hos de amerikanske myndigheder, er dog et godt tegn, der tyder på, at vi meget kan få telefonen at se på hylderne.
Se også: Nyheder om Palm