Google Pixel 6 og Pixel 6 Pro overrasker på designet – se billeder

Google Pixel 6 og 6 Pro ser ud til at få markant anderledes design - kan det blive springbræt til officielt dans salg?

Google Pixel 6 og Pixel 6 Pro overrasker på designet – se billeder

Google har de seneste generationer spillet med sikre kort, når det kommer til designet af sine Pixel-telefoner. Nu ser det imidlertid ud til, at der sker noget på den front. Nye lækkede billeder og oplysninger viser os et nyt friskt designpust på Googles kommende Pixel-telefoner, Pixel 6 og 6 Pro.

Pixel 6 og 6 Pro får markant anderledes design

Og ja, der kommer mere end en ny model, og det er den første nyhed i forhold til sidste år, hvor vi måtte nøjes med en ny telefon, nemlig Pixel 5. Denne gang får vi to – Pixel 6 og Pixel 6 Pro, og der er sket ting og sager med designet.

Pixel 6 virker til at være lidt mindre end 6 Pro-modellen, og har kun to kameraer i et stort og unikt udseende kameramodul på bagsiden. Der kan meget vel være tale om en almindelig sensor og en ultra vidvinkel. Pixel 6 Pro er lidt større og har en tredje sensor, som formentlig, eller forhåbentligt, er en telelinse.

Ser man på billederne her, lader der dog ikke til at være tale om en periskop-linse, så den har nok ikke mere end 3x optisk zoom. Vi håber desuden, at Google har opdateret sine sensorer, for det trænger de til.

Hvis vi skal tro disse lækkede oplysninger, der undtagen farverne er blevet bekræftet af en anden kilde, ser det altså ud til, at Google endelig har droppet det efterhånden lidt kedelige design, i hvert fald når det gælder high-end modellerne. Pixel A-serien genbruger nemlig designet fra forrige generation, hvis vi skal tro et andet rygte, der kom for nylig.

På forsiden har telefonerne et punch-hole selfiekamera i midten, som vi kender det fra Samsung, og der er stort set ingen ramme om skærmen.

Se også: Find priser på Pixel 5

Så mangler vi bare officiel dansk tilstedeværelse

Det er positivt at se, at Google har strammet sig an, så vi igen kan se frem imod lanceringen af en ny Pixel-generation. Det, vi endnu ikke ved, er, hvornår telefonerne lanceres. Der er stadig ret lang tid til efteråret, hvor Google normalt lancerer sine high-end telefoner. Desværre bliver Pixel-telefonerne ikke solgt officielt i Danmark af Google selv, men de kan dog købes gennem webshops.

Vi kan håbe, at det nye design også bliver springbræt for Google til at sælge deres telefoner i flere lande, her i blandt naturligvis Danmark.

De nye renderinger er ikke lækket ud af Google selv, men er skabt af en tredjepart baseret på ægte fotos af telefonerne.

Se også: Nyheder om Google Pixel