Lækkede billeder af OnePlus 6T-æske afslører detaljer
I sidste måned kom Oppo R17 ud, og det satte gang i spekulationer om, hvorvidt OnePlus 6T kunne få et lignende design. Nu er der dukket lækkede billeder op af æsken til OnePlus 6T, der understøtter de spekulationer.
OnePlus 6T med fingeraftrykslæser i skærmen
Billederne skulle altså vise den æske, OnePlus 6T kommer til at være pakket i, og her kan vi se omridset af telefonen tegnet på bunden. Der er markeret en notch, der er lidt større end selfie-kameraet. I bunden ses en fingeraftrykslæser, hvilket tyder på, at 6T får en sådan indlagt i skærmen.
Begge disse ting ser vi også på Oppo R17, og det samme gælder for den lille kant, der er markeret på omridset af OnePlus 6T i æsken.
Se også: Priser på OnePlus 6
OnePlus-mobiler med Oppo-design
Det er ikke første gang OnePlus-telefoner har lånt deres design fra Oppo-telefoner, så meget taler altså for, at det også kan blive tilfældet denne gang. Er man ikke til notch-trenden, kan det måske være et plaster på såret, at notchen, vi ser her, er af den lille variant, mindre end på OnePlus 6.
For god ordens skyld skal det slås fast, at Oppo og OnePlus har de samme ejere. Carl Pei, der var med til at grundlægge OnePlus, har udtalt, at der kun kommer en 6T’er, hvis der er sket en udvikling, der kan forsvare en sådan lancering. 5T fik 18:9 skærmformat og dual kamera, 3T fik den lidt hurtigere processor, men det er lidt svært at se, hvad der egentlig skal motivere en lancering af 6T. Fingeraftryksscanner i skærmen kan næsten ikke være den eneste større nyhed på OnePlus 6T, hvis Peis ord står til troende.
Se også: Nyheder om OnePlus 6T