Nu er OnePlus 5 bekræftet
Sommerens store samtaleemne er fundet. OnePlus 5, der skal tage over efter OnePlus 3T, kommer til sommer. Men måske har du rent faktisk hørt om den, hvis du for eksempel læser massevis af nyheder om mobiler på nettet, måske her hos os.
Og nu er vi så langt i lanceringen af OnePlus 5, at OnePlus har anerkendt dens eksistens og bekræftet en snarlig lancering – det har selskabet gjort over for The Verge.
Se også: Anmeldelse af OnePlus 3T
Springer OnePlus 4 over
Samtidig har de bekræftet, at de hopper let og elegant hen over OnePlus 4. Grunden til det er, at tallet 4 er forbundet med uheld i den kinesiske kultur.
Det kinesiske ord for ’fire’ lyder tilmed meget som ordet ’død’. Har du nogensinde været i Kina, har du måske også opdaget, at rigtig mange højhuse ikke har en fjerde sal. Den eksisterer simpelthen ikke, heller ikke blandt knapperne i elevatoren.
Se også: Sammenlign pris på OnePlus 3T
OnePlus 5 med Snapdragon 835 og 3.600 mAh batteri
Dog er OnePlus gode til at holde kortene tæt til kroppen, når det gælder specifikationerne om OnePlus 5. Det er ikke meget, vi ved. De få rygter, der har været, fortæller om en 5,5 tommer skærm med QuadHD opløsning, hvilket er bedre end i tidligere modeller.
Indeni skulle sidde en Snapdragon 835 chip fra Qualcomm sammen med 8 GB ram og et batteri på 3.600 mAh. Formentlig kører den Android 7 Nougat, med OnePlus’ egne tilpasninger.
Se også: Test af OnePlus
Dual kamera og bokeh effekt
Vi har også fået lidt rygter om kameraet, eller rettere sagt kameraerne, for der skulle efter sigende være tale om et dual kamera med samme type funktionalitet som iPhone 7. Det betyder optisk zoom og bokeh, altså sløret baggrund, der er skabt via software.
Rigtig godt til portrætter, som vi har set på for eksempel iPhone 7 Plus og Huawei P10. Opløsningen bliver formentlig den samme som i OnePlus 3T, nemlig 16 megapixel.
Se også: De bedste kameramobiler
Pris og tilgængelighed for OnePlus 5
Vi er, som vi har nævnt, meget begejstrede for OnePlus’ tidligere telefoner, især 3T, og følger selskabet samme linje fremad, kunne dette meget vel blive endnu en fremragende telefon, og det til en pris, der ligger noget under mange af de andre flagskibe som Galaxy S8 og iPhone 7.
Netop prisen er noget af det, der har givet OnePlus en meget trofast fanskare, så det bliver interessant at se præcis hvor meget, de kommer til at tage for OnePlus 5. OnePlus har løbende hævet priserne for deres flagskibe og et gæt vil være, at OnePlus 5 lander på 4.000 kroner – det er dog stadig noget under priserne hos de store konkurrenter. Lanceringen af OnePlus 5 ventes at ske i starten af juni.
Se også: Nyheder om OnePlus