Så let er Oneplus 2 at lave
Det kinesiske startup-selskab Oneplus lancerede for nylig deres anden telefon, for enkelhedens skyld døbt Oneplus 2.
Det varede ikke længe, før iFixit havde fået fingre i et eksemplar af den hotte Oneplus 2 for at pille den fra hinanden.
Se også: De bedste alternativer til Oneplus 2
Derfor er Oneplus 2 let at lave
Deres granskning viser, at telefonen er forholdsvis let at lave. Årsagen er blandt andet, at Oneplus kun har benyttet en enkelt type standardskrue til deres nye telefon.
Mange af komponenterne indeni er desuden modulære og kan udskiftes separat. Selv USB C-porten siges at være relativt enkel at erstatte.
Desuden kommer iFixit frem til, at telefonens batteri kan tages ud, trods en lap, der advarer om, at det ikke er muligt.
Se også: Oneplus 2 unboxing video
Dog bøvlet skærm
På minussiden nævnes, at LCD-panelet sidder sammen med digitizer-glasset, der er den del af skærmen, der mærker efter, hvor du placerer fingrene. Det gør, at LCD-panelet og digitizeren skal udskiftes som en samlet del, hvis en af dem går i stykker.
Alt i alt får Oneplus 2 en iFixit-karakter på syv af ti – hvilket er en forbedring i forhold til den første Oneplus-mobil, der fik fem af ti.