OnePlus 5T: 5 ting vi håber på i den opdaterede model
Da vi sidst så en T-udgave fra OnePlus, var det med opgraderingen fra OnePlus 3 til OnePlus 3T. Der var tale om en række små forbedringer, men de gjorde trods alt en forskel. Nu er turen så kommet til en opfølger til OnePlus 5, nemlig 5T – eller det forventer alle i hvert fald. Her er fem forbedringer og nyheder, som vi håber på at se i den nye OnePlus 5T.
Eftersom vi med en ret stor sandsynlighed ved, at 5T bliver en mindre opgradering, så vil vi forsøge at holde os inden for det, vi mener er realistiske forhåbninger og nyheder.
Se også: Priser på OnePlus 5
5 forbedringer vi håber at se på OnePlus 5T
Skærmen
Skærmen er et af de punkter, hvor vi er ret sikre på, at der kommer til at ske noget nyt. En skærm på cirka 6 tommer, der fylder hele fronten sætter vi næsen op efter at se på OnePlus 5T.
Vi forventer dog, at vi fortsat vil se en fuld HD opløsning, men det er også helt fint.
Kameraet
Dualkameraet er rygtet til at blive opgraderet fra 16 megapixel til 20 megapixel og samtidig bliver blænden måske på F/1.6 på det primære kamera.
Når det så er sagt, så ligger forhåbningerne vel egentlig på software siden, og at billedebehandlingen bliver forbedret. Her har flere producenter vist, at det er mindst lige så vigtigt som selve kameraet.
Se også: Anmeldelse af OnePlus 5
Batteri
Batteriet er allerede rygtet at blive op til 3.500 mAh på OnePlus 5T. Det er bestemt ikke usandsynligt, da der formentlig kommer en større skærm, der skal bruge lidt mere krudt til at blive lyst op.
Batteritiden var fornuftig på OnePlus 5T, så 3.500 mAh er godkendt.
Design
Rent designmæssigt forventer vi ikke, at der bliver lavet meget om på udseendet.
Det kunne nu være meget rart, hvis vi fik et vandafvisende design på OnePlus 5T, men det er formentlig et af de rygter, som ikke har lige så meget kød på sig – men man har lov at håbe for det er faktisk standard i dag på telefonerne hos de selskaber, som OnePlus konkurrerer med.
Prisen
Prisen er stadig et af de punkter, hvor OnePlus er et skridt foran mange af de største producenter. Vi håber, at OnePlus 5T holder fast i en lav pris, der forhåbentlig ikke kommer over 4.000 kroner for en version med 64 GB lagerplads. OnePlus 5 kostede 3.799 kroner, og hvis vi kan nøjes med en stigning på 200 kroner, så vil OnePlus 5T formentlig stadig være et godt køb til prisen.
Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner
Det forventes, at OnePlus 5T bliver lanceret omkring den 15-16. november og du kan naturligvis læse alt om den her på mobil.nu, så snart den er lanceret og præsenteret.
Se også: Nyheder om OnePlus 5T
Mobileksperternes test, bedømmelser & anmeldelser af mobiltelefoner