OnePlus 6 rygtes klar til marts – fingeraftryksscanner under skærmen

Rygterne siger nu, at OnePlus 6 lanceres til marts og det sker med nyt design og fingeraftryksscanner under skærmen.

OnePlus 6 rygtes klar til marts – fingeraftryksscanner under skærmen

OnePlus 5T slog alle salgsrekorder for selskabet. Det oplyste OnePlus for et par uger siden. Måske sidder der en del OnePlus 5-ejere derude og fortryder deres køb, for 5T kom meget kort tid efter den originale model 5, men havde et bedre design og lidt ekstra små tricks i posen, men måske OnePlus 6 kan lave om på det.

OnePlus 6 rygtes at få fingeraftryksscanner under skærmen

De seneste rygter siger nemlig, at OnePlus 6 kan komme på gaden meget snart, så måske sidder OnePlus 5T-ejerne snart i samme position. Ifølge rygterne bliver OnePlus 6 nemlig også forbedret design- og hardwaremæssigt.

Det nok hidtil mest interessant rygte om OnePlus 6 er, at den får en funktion meget lig Face ID, som vi kender fra iPhone X. Dog uden den berygtede notch øverst på telefonen og skærmen. Derudover er der også et rygte om, at OnePlus 6 kommer til at få en fingeraftrykslæser under skærmen. Synaptics har nemlig lige meldt ud, at de er klar med den slags sensorer til producenterne. Den første producent, der lader til at få en telefon ud med funktionen, er kinesiske Vivo. Det kan desuden betyde, at Synaptics også kan levere sensorer til OnePlus.

Se også: Priser på OnePlus 5T

OnePlus 6 til marts allerede

Med hensyn til lanceringen, så er der rygter, der taler om en præsentation i marts, og en endelig lancering på markedet i slutningen af den måned, altså ikke længe efter lanceringen af 5T.

Det virker ikke usandsynligt med en OnePlus-lancering i marts, og så måske en T-version nogle måneder senere. Det er der andre producenter, der gør, for eksempel Samsung med deres Galaxy S-modeller om foråret, og Galaxy Note-modellerne om efteråret. Hvis OnePlus gerne vil blive en rigtig stor kanon på Android-markedet, er det nok ikke en helt dum strategi.

Se også: Anmeldelse af OnePlus 5T

 

Får Snapdragon 845 – hvad med prisen

Hardwaren i OnePlus 6 siges at bestå af blandt andet Snapdragon 845, hvilket ikke ligefrem er overraskende. OnePlus skal ligegyldigt hvornår, de lancerer, nok sørge for at have den bedste Qualcomm-chip, der kan opdrives, med ombord.

OnePlus 5 steg nogle hundrede kroner i pris, mens 5T holdt samme pris. Vi vurderer, at OnePlus 6 igen stiger i prisen, så prisen for 64 GB version står i over 4.000 kroner, men 128 GB versionen får en pris på knap 5.000 kroner.

Se også: Nyheder om OnePlus 6