OnePlus: Vi lyver ikke om kameraet i OnePlus 7 Pro
OnePlus har faktisk været i den her situation en gang før. For to år siden måtte selskabet ud i en række forklaringer på, at den nylancerede OnePlus 5 faktisk ikke rigtigt havde de 2x optisk zoom, som de havde lovet. Denne gang handler det om OnePlus 7 Pro, der i specifikationslisterne har 3x optisk zoom. Det er imponerende for et mobilkamera, men nu er det sådan, at der endnu engang ikke helt er tale om 3x optisk zoom, som man forestiller sig det.
2,2 x optisk zoom – ikke 3 x optisk zoom
Den første til at opdage at der ikke helt var tale om en 3x optisk zoom i 7 Pros telelinse, var en Reddit-bruger. Reddit-brugeren tog først billeder med telelinsen og derefter samme motiv med portrætindstillingen og opdagede, at billedet var mindre zoomet ind i portrætindstillingen.
Ved et kig på EXIF-dataet for billederne samt hardwaren, konstaterede brugeren, at den reelle optiske zoom i OnePlus 7 Pro er 2,2x og ikke 3x. I praksis betyder det, at portrætbillederne bliver på 13 megapixel, mens billeder taget med de 3x optisk zoom kun er på 8 meapixel, og det selvom det er helt samme sensor og linse, der bliver brugt.
Android Police forklarer det således: ”Begge indstillinger bruger samme linse og sensor, men på en eller anden måde bliver billedet i Portrait Mode bredere i vinkle og får højere opløsning – 13MP i Portrait Mode sammenlignet med 8MP i 3x ”zoom”-mode. Så faktisk har telelinsen en højere 13MP opløsning, og den beskærer det for at ramme 3x zoom-målet. Baseret på matematikken, der beskriver geometrien i det hele, bliver beskæringen af den rigtige optik fra telelinsen nærmere til 2,2x i stedet for 3x (eller 57 mm i stedet for 78mm i brændvidde og 35mm-tilsvarende).
Se også: Priser på OnePlus 7 Pro
OnePlus: Der er intet at diskutere
Kritikken har fået OnePlus til at svare, og de mener ikke, der er noget at diskutere: ”OnePlus 7 Pro har 3x zoom med ingen digital zoom eller tab af detaljer. Telekameraet har to hovedformål: 3x zoom og portrætfotografering.”
Videre forklarer OnePlus, at kameraet selv skifter fra det ene til det andet alt efter kameraindstilling. Med 3x zoom giver kameraet 8-megapixel billeder uden tab af detaljer, som udlovet, mens portrætindstillingen giver 13-megapixelbilleder fra sensoren i telekameraet.
Det kan siges at være lidt vildledende at markedsføre de 3x optisk zoom i kameraet. I stedet kunne OnePlus have forklaret det hele fra starten. Både professionelle fotografer og amatører ville alligevel finde ud af, hvordan tingene hang sammen, hvilket allerede er sket.
Se også: Test af OnePlus 7 Pro