OnePlus vil komme med 5G-telefon næste år
OnePlus er kendte for sine store armbevægelser – de sender telefoner på markedet med alt det nyeste inden for hardware og funktioner til yderst konkurrencedygtige priser. Næste område, hvor de gerne vil være med helt fremme og tiltrække sig opmærksomhed, er 5G.
OnePlus mobil med 5G i 2019
Carl Pei, direktør og medgrundlægger af selskabet har ved et Qualcomm-event bekræftet, at OnePlus er på vej med en 5G-telefon, der skal komme på markedet næste år. Missionen er at blive et af de første selskaber, der har en sådan telefon at tilbyde køberne.
Der er endnu ikke meget information om telefonen, men ifølge Pei har OnePlus tidligere på året arbejdet sammen med Qualcomm om en test. Det oplyses heller ikke, om det bliver til sommer, hvor OnePlus, hvis de følger traditionen, lancerer ny mobil eller om de venter til efteråret, hvor de traditionen tro også plejer at lancere ny telefon.
Se også: Anmeldelse af OnePlus 6
5G på enkelte markeder i verden
Flere mobiloperatører begynder at rulle 5G-nettet ud i 2019 og allerede ved udgangen af 2018 kan de første teleselskaber i USA, Sydkorea, Japan og Kina trykke på 5G-knappen, så til at begynde med, er det ikke mange steder, der kommer til at have 5G-dækning.
Det er dog stadig spændende at følge udviklingen af mobilerne, der kan udnytte nettet. Det lover godt, at de lader til snart at finde vej til hylderne. Hører man til dem, der gerne vil være med på de nyeste trends og være først ude med nye teknik, kan det være værd at holde øje med OnePlus.
Dog skal man være opmærksom på, at 5G først ventes klar i Danmark i 2020.
Se også: Priser på OnePlus telefoner