Specifikationer og pris på OnePlus 8 serien lækket

En stor mængde specifikationer for OnePlus 8 telefonerne er lækket - se hvad vi har vi vente af nyheder. Også prisen er lækket.

Specifikationer og pris på OnePlus 8 serien lækket

De seneste måneder er der droppet rygter om den kommende serie af telefoner fra OnePlus – OnePlus 8, og den nyeste omgang rygter er en af de store, hvor vi har fået en komplet liste af specifikationer for de tre modeller i serien, OnePlus 8, OnePlus 8 Pro og OnePlus 8 Lite.

 

OnePlus 8 rygtes at blive vandtæt efter officiel IP-standard

Der er dog også kommet et andet rygter om OnePlus-telefonerne, det fra Twitter-profilen @MaxJmb. Han giver et outline af telefonen, der meget ligner det, vi ellers har hørt om OnePlus 8. Sammen med billedet er et enkelt ord – water. Det tolker mange som et tegn på, at OnePlus endelig er hoppet med på toget og har gjort sin nye serie vandtætte efter de officielle IP-standarder.

Der nævnes dog ikke noget om, hvilken klassificering telefonerne i så fald får, men sandsynligvis vil det være IP68. Det er den klassificering, de fleste andre mobiler har, og det betyder, at den kan klare ned til to meters dybde i 30 minutter.

@MaxJmb skriver ikke specifikt, at det er OnePlus 8, det handler om, men han har retweetet en artikel, der teoretiserer, at det er en af OnePlus 8-modellerne, formentlig Pro-modellen.

Se også: Find bedste pris på OnePlus 7T Pro

 

Specifikationer for OnePlus 8

Når det gælder specifikationslisten, kommer den fra webbutikken Giztop, og det er en god idé at tage det hele med et gran salt, for det er ikke en kilde, vi vil betegne som sikker. De kan have insideinformation, men det kan lige så vel være, at de helt enkelt har samlet tidligere rygter eller fundet på det hele.

Ifølge deres oplysninger har OnePlus 8 en skærm på 6,55 tommer i FHD+ AMOLED-variant med en refresh rate på 90 Hz. Indeni finder vi en Snapdragon 865 chip med enten 6, 8 eller 12 GB RAM.

Kameraoptikkerne skal være på henholdsvis 48, 16 og 2 megapixel i hovedkameraet, og 32 megapixel i selfiekameraet. Man kan vælge mellem 128 eller 256 GB hukommelse, mens batteriet er på 4.000 mAh og kan oplades med 30W lynopladning. Telefonen kommer med Android 10 indbygget.

Se også: Find bedste OnePlus mobil

 

Specifikationer for OnePlus 8 Pro

OnePlus 8 Pro har en skærm på 6,5 tommer i FHD+ AMOLED-variant men med højere refresh rate – 120 Hz. Snapdragon 865 er chippen, og hovedkameraet har optikker på henholdsvis 60, 16 og 13 megapixel, mens selfie-kameraet også her er på 32 megapixel.

Man kan vælge mellem 8 eller 12 GB RAM og 128 eller 256 GB hukommelse. Batteriet er lidt større, 4.500 mAh og kan oplades med 50W lynopladning.

 

Specifikationer for OnePlus 8 lite

Lillebror OnePlus 8 Lite siges at få en skærm på 6,4 tommer i AMOLED-variant og med en refresh rate på 90 Hz. Chippen er en MediaTek Dimensity, og hovedkameraets optikker er på henholdsvis 48, 16 og 12 megapixel.

Selfie-kameraet er mere beskedent med 16 megapixel. Man får 8 GB RAM og man kan vælge enten 128 eller 256 GB hukommelse. Batteriet er på 4.000 mAh og kan lades med 30W lynopladning. Android 10 er med fra start.

Se også: Test af OnePlus telefoner

 

Pris på OnePlus 8 telefonerne

Det er ikke kun specifikationerne, der afsløres, også priserne. OnePlus 8 står til 549 dollars, OnePlus 8 Pro til 799 dollars og OnePlus 8 Lite til 499 dollars.

Som sagt er det slet ikke sikkert, at alt dette stemmer. Webbutikken Giztop er ikke en side, der tidligere har figureret på denne måde, og der er nogle af specifikationerne, der er lidt besynderlige. Det virker underligt, at OnePlus 8 Pro skulle få en FHD+-skærm og ikke en QHD+, og at Lite-versionen har bedre kameraspecifikationer end den almindelige model, stikker også i øjnene.

Vi regner med, at de nye OnePlus-modeller kommer til maj, så vi burde snart kunne få stillet vores nysgerrighed. Indtil videre må vi dog nøjes med rygter.

Se også: Nyheder om OnePlus 8