25W lynopladning kan være på vej til alle Galaxy S10-modeller

Samsung skulle have åbnet op for en kraftigere 25W opladning til Galaxy S10-telefonerne og ikke kun 15W som i dag. Også ny Super Night Mode kan være på vej.

25W lynopladning kan være på vej til alle Galaxy S10-modeller

Den kendte tipper Ice Universe er kommet med nye oplysninger om Samsungs Galaxy S10-telefoner, nemlig at Samsung kan være på vej med endnu hurtigere opladning til de tre S10-modeller. Ifølge Ice Universe er det chefen for Samsung i Kina, der har talt om denne mulighed. Derudover skal også Samsung-chefer have talt om, at selskabet er ved at udvikle det, de kalder ”håndholdt super night mode” til S10-telefonerne.

 

25W oplader til Samsung Galaxy S10

Umiddelbart kan det lyde underligt, at Samsung skal kunne øge opladningshastigheden på telefoner, der allerede er ude på markedet og i hjemmene. Som det er i dag, har de tre S10-modeller 15W lynopladning i form af Qualcomms Quick Charge 2.0.

Det er den lynopladning, der allerede har været med i Samsung-telefoner et godt stykke tid nu, og Samsung er på den front blevet overhalet af en del konkurrenter. Nu nævner vi her kun de tre S10-modeller, der allerede er ude, og ikke den kommende Galaxy S10 5G. Årsagen til det er, at netop den model får hurtigere opladning end de 15W, de andre tre modeller kan tilbyde. I stedet får den 25W opladning, hvilket er betydeligt hurtigere.

Ice Universe fortæller, at Galaxy S10-hardwaren sagtens kan klare 25W opladning, da S10 5G som sagt kan klare det. Derfor er det teoretisk set helt muligt for de andre tre modeller også at køre 25W opladning, hvis blot de får en firmware-opdatering, der understøtter det. Hardwaren er allerede klar.

Se også: Guide til de bedste Samsung mobiler

 

Kræver adapter

Det kræver dog, at man som S10-ejer køber en adapter, der kan køre 25W-opladning, hvis Samsung vælger at opgradere opladningen til 25W i alle S10-modeller. Det er dog næppe en hindring eller et problem for S10-ejerne, da mange Samsung-kunder længe har ønsket sig hurtigere opladning.

En del blev nok skuffede, da det kom frem, at Samsung stadig nøjedes med Quick Charge 2.0. Ser man på konkurrenter som Huaweis P30-serie har de henholdsvis 22,5W (P30) og 40W (P30 Pro) opladning.

Xioami Mi 9 har 27W opladning, mens OPPOs VOOC 3.0 charge og OnePlus’ Warp Charge også kan prale af langt hurtigere opladning end Samsung. Selv Motorola Moto G7 Plus har langt kraftigere opladning med 27W og den koster kun 2.500 kroner.

Se også: Find billig Samsung Galaxy S10

 

Fordele og ulemper ved lynopladning

Man kan jo undre sig over, at Samsung ikke gav S10-modellerne 25W opladning fra starten, især da man i dag nærmest forventer mere af et flagskib. Der er som sådan ikke noget galt med batteritiden i Galaxy S10-modellerne, men det er altid en fordel med så hurtige opladningstider som muligt.

Der er jo situationer, hvor man har brug for et powerboost med det samme, især med tanke på, hvordan telefonerne i dag bliver brugt til stort set alt. Dog skal man være opmærksom på, at lynopladning slider mere på batteriet, så man formentlig vil opleve, at det skal skiftes hurtigere ud. Du kan se vores guide til mobiltelefoner med lynopladning.

Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S10

 

Super Night Mode håndholdt

Nu nævnte vi også noget om Super Night Mode i begyndelsen, og her er der formentlig tale om en særlig natteindstilling i kameraet, der kan findes blandt kameraets indstillinger, lidt på samme måde som det er tilfældet med Google Pixel 3s Night Sight og OnePlus’ Nightscape. Der skulle være tale om en night mode optimeret til håndholdt brug, så man ikke skal have en tripod til at tage den slags billeder med.

Men det er gætværk fra vores side. Samsung-cheferne, der skulle have talt om det, nævnte ikke noget om, hvornår alt dette kan komme til Galaxy S10-telefonerne, så tag alt med et gran salt. Kommer funktionerne, er det helt sikkert noget, vi kommer til at høre meget mere om. Så for nu må vi være lidt tålmodige.

Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S10