7.800 kroner for Galaxy S20 5G – er den pengene værd?
Siden vi første gang hørte om Galaxy S20-familien, har der været en del snak om prissedlerne, der denne gang nåede over den magiske grænse på over 10.000 kroner. Den almindelige S20-model koster 700 kroner mere end flagskibet fra sidste år, Galaxy S10, ved lanceringen. Sidste år fik vi en billigere variant, S10e, men en sådan billigere variant af S20, må vi kigge i vejviseren efter.
Samsung Galaxy S20 har 5G, super godt kamera, hurtig brugerflade…
En pris på over 10.000 kroner sætter S20 i kategori med Apples iPhone 11 Pro Max, men den er dyrere end næsten alt andet, man kan købe af Android-mobiler.
Logisk set må der jo være en grund til, at Samsung sætter prisen op og dermed en grund til rent faktisk at investere i en S20 eller de endnu dyrere S20+ og S20 Ultra. Man kan trods alt købe den fremragende OnePlus 7T for noget nær det halve.
En af de store årsager til prisstigningen staves 5G, men der er også meget andet at komme efter. S20-telefonerne har den nyeste Snapdragon 865-chip med bedre billedbehandling, en ny femtegenerations AI-motor, op mod 16 GB RAM, bedre strømeffektivitet og mere eller mindre alt, man kan ønske sig fra en mobilprocessor.
5G er jo fint, hvis man bor et af de få steder, hvor 5G-nettet allerede er oppe og køre, og man har en operatør og et abonnement, der er med på 5G-trenden. Er man ikke en af dem, kan det være lidt lige meget at have en telefon, der er klar til 5G.
Nu er 5G-evnerne ikke det eneste, der er med til at skrue prisen i vejret. Også kameraerne er en faktor. Der er tale om betydeligt større sensorer, end vi så i S10-telefonerne. Især S20 Ultra har en periskopagtig telelinse, der kræver en del mere, end vi tidligere har set i Samsungs telefoner med sine 108 megapixel. Også batteriet på 5.000 mAh lover lang batteritid.
Se også: Bedste pris på Samsung Galaxy S20 Ultra
Galaxy S10 har også nyeste software
Nu, hvor der ikke er en billigere e-model, er der ingen tvivl om, at Galaxy S20-telefonerne vil være en større pille at sluge for mange prismæssigt, ikke mindst fordi 5G-mulighederne indtil videre ikke er så brugbare. Det er jo dejligt med bedre kameraer, men for den almindelige bruger er det nok ikke udslagsgivende med tanke på, at S10-modellerne allerede sidste år viste fremragende kameraevner, evner der dækker de flestes behov.
S10-modellerne har for nylig fået en opdatering til Android 10 og Samsungs One UI 2, hvilket desuden giver de et år gamle telefoner mange af de funktioner, man finder i S20-modellerne.
Hvad er det så, der gør S20 pengene værd? Ved Samsungs Unpacked-event viste de ikke blot S20-mobilerne frem, men annoncerede også en reduceret pris på S10-telefonerne. S10 vil stadig være i butikkerne, formentlig mindst et år endnu. Netop det træk, at reducere prisen på forrige års modeller, har været en af Apples mest succesfulde strategier. Desværre er der hidtil få Android-producenter, der har gjort dem kunsten efter.
Det handler til dels om udvidet support af softwaren, hvilket Samsung har oppet sig med det seneste år. Vi har fået opdateringer til Samsung-telefonerne langt oftere, end det tidligere har været tilfældet. Som nævnt har S10-modellerne alle fået Android 10, og deres hardware er stadig aktuel og moderne, så de på ingen måde føles forældede her et år efter deres lancering.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S20
S10+ er den billige S20e
Ved at holde S10-serien opdateret og aktuel har Samsung i det store hele fordoblet 2020-porteføljen, idet S10-modellerne kan fungere som den billigere S20-variant, der ellers mangler. S10e har en startpris på omkring 4.000 kroner og selv S10+ kan fås for 6.000 kroner, altså 1.000 kroner mindre end den almindelige S20 med 4G. Vil man have S20 med 5G er den vejledende pris fra 7.800 kroner – altså 1.800 kroner mere.
Man får ikke understøttelse af 5G med S10-modellerne og kameraerne er ikke af allernyeste model, men for langt de fleste brugere er det, S10+ byder på, mere end rigeligt.
Det er jo altid sådan, at en tings værdi måles som forholdet mellem pris og det, man får for pengene. Med Galaxy S20 får man temmelig meget for pengene. iPhone 11 Pro ligger på samme pris, men her får man ikke 5G. Det skal dog i den sammenhæng nævnes, at der er forskel på S20-modellerne, når det kommer til 5G-understøttelsen – S20 understøtter kun sub-6 netværk, mens S20+ og S20 Ultra også understøtter mmWave.
Man regner med, at efterårets iPhones får 5G, hvilket kun vil gøre dem endnu dyrere, samtidig med at Samsung-telefonerne til den tid formentlig er blevet lidt billigere, i hvert fald hvis sydkoreanerne gør, som de plejer.
Se også: Find priser på Samsung Galaxy S20
Har almindelige brugere brug for de mange opsigtsvækkende features i S20?
Det er nok langt fra alle, der er interesserede i at købe en 5G-telefon allerede nu af den simple grund, at de færreste har mulighed for at være på 5G-nettet på nuværende tidspunkt. Men hvis man på et senere tidspunkt får trang til at investere i en 5G-telefon, så er Galaxy S20 en af dem, man kan have på listen over kandidater.
Virker specifikationerne for S20 lidt som overkill med 5G, 120 Hz skærm, 12 GB RAM og alt det, er S10-serien et fremragende alternativ. Almindelige mobilbrugere har ret beset ikke brug for for eksempel 5G, 12 GB RAM og en voldsomt kraftig processor.
Samlet set giver de to serier Samsung den nok mest dækkende og komplette portefølje, de nogensinde har haft. Der er noget for enhver smag og pengepung. Hvad enten man vil have en billigere model men med det nyeste inden for software, eller man vil være tidlig ud og have en 5G-toptelefon fra første færd, så kan man finde det hos Samsung.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S20