Android 8.0 Oreo Beta på vej til Samsung Galaxy S8-modellerne
Egentlig har Android 8.0 Oreo jo været ude en måneds tid, men det er Googles egne Pixel-telefoner, der først fik opdateringen og det kan tage lang tid, før den er tilgængelig for alle telefoner.
Hidtil har Samsung været en af de langsomste mobilproducenter til at få softwareopdateringer ud til brugerne. Vi kan stadig ikke vide, hvornår en færdig Samsung-version af Androod 8.0 Oreo er klar, men Samsung lader i det mindste til at være klar med en beta-version snart. Den er til Samsung Galaxy S8 og S8+.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy S8
Betaversion af Android 8.0 Oreo klar til Samsung S8 og S8+
Allerede tidligere i september hørte vi om Samsungs arbejde med Oreo, men nu har Sammobile altså spottet beta-opdateringer fra Samsung. De fortæller at have set Android 8.0-numrene G950FXXE1ZQI7 og G955FXXU1ZQI7 – Z’et skulle angive, at der er tale om betaversioner.
Nu er S8 og S8+ jo ikke Samsungs nyeste modeller, der er jo faktisk Note 8, men det er alligevel mest sandsynligt, at det bliver S8-modellerne, der får opdateringen først. Denne version af Android har Google desuden gjort lettere for producenterne at komme med opdateringerne hurtigt, men vi får nok alligevel lov til at vente et godt stykke tid på, at Samsung får lavet deres tilpasning af systemet færdig.
Se også: Priser på Samsung Galaxy S8
Nyheder i Android 8.0
At betaversionen er på vej er jo godt nyt for alle S8-brugere, for der er godter med i Oreo. Telefonens ydeevne bliver forbedret, du får picture in picture mode, bedre kontrol over indstillingerne, tilpasningsbare ikoner, bedre batteritid og meget mere.
Kan du overleve lidt småproblemer her og der i systemet på din telefon, kan du altså skrive dig op til betaprogrammet og få betaen allerede nu til S8 og S8+, i stedet for at vente på den endelige udgave. Det er bare at gå ind i Samsungs Galaxy Apps butik og registrere dig til betaprogrammet.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S8