DxOMark: Samsung Galaxy S10+ har bedste kamera lige nu

Ser man både på kameraerne på bagsiden og fronten, så leverer Samsung Galaxy S10+ den bedste samlede kameraoplevelse i følge DxOMark.

DxOMark: Samsung Galaxy S10+ har bedste kamera lige nu

Det tog ikke mange dage for DxOMark at have deres test klar af Samsung Galaxy S10+ – konklusionen er klar: Samsung Galaxy S10+ har det bedste kamera på en mobil overhovedet lige nu.

Kameraeksperterne fra Frankring, DxOMark har netop her til morgen publiceret en test af kameraet i Samsung Galaxy S10+ og kameraet omhandler både triple kamera-setuppet på bagsiden og dual kamera-setuppet på fronten.

 

Hovedkameraet i Galaxy S10+ på niveau med Mate 20 Pro og P20 Pro

Det vigtigste i testen er trods alt kameraet på bagsiden og her scorer S10+ 109 i karakter og er dermed på niveau med Huawei P20 Pro og Mate 20 Pro. P20 Pro er fra april 2018, så man kan godt være lidt skuffet over, at Samsungs nyeste topmodel ikke overgår en 1 år gammel mobil på den front.

DxOMark fremhæver kameraet i S10+ for at have fremragende dynamisk omfang og rigtig god eksponering, rigtig gode farver og rigtig god bokeh-simulering. Kameraet kan også optage fremragende videoer med behagelige farver, god eksponering og rolige billeder takket være rigtig god billedstabilisering.

Se også: Bedste kameramobiler

 

Bedste selfie kameraet overhovedet

Når det gælder selfies er Galaxy S10+ dog i en klasse for sig selv, i hvert fald sammenlignet med de to Huawei-modeller. Hele 96 point scorer Samsungs nye topmobil. Til sammenligning scorer Mate 20 Pro og P20 Pro 75 og 72 point. De hidtil bedste selfie-mobiler i DxOMarks bedømmelse har været Google Pixel 3 og Samsung Galaxy Note 9, der begge scorede 92 points.

DxOMark skriver, at der kan være lidt problemer med billedkvaliteten på billeder tager i omgivelser med høje kontraster og farverne kan virke lidt kedelige i lavt belysning, men ellers klarer S10+ sig rigtig godt i stort set alle situationer. Når det gælder videooptagelser med selfie-kameraet på fronten, så er det endnu sværere at finde noget negativt at sige om S10+, skriver DxOMark, der ender med at kalde den for en velfortjent nummer 1 i selfie-kategorien.

Du kan læse hele testen af kameraet i Samsung Galaxy S10+ her.

Se også: Test af Samsung Galaxy s10+