Eksperter: Det kan blive svært at reparere skærmen på Samsung Galaxy Fold
Der har de seneste dage været flere historier om problemer med Galaxy Folds holdbarhed, hvilket har fået Samsung til at udsætte lanceringen, så de kan nå at se på problemerne og ordne eventuelle fejl. Nu påstås det dog af eksperter, at det måske ikke bliver så let.
Galaxy Fold – derfor går skærmen i stykker
iFixit, der efterhånden må siges at være noget nær eksperter i at pille telefoner fra hinanden og reparere dem, har delt sine teorier om problemerne med Galaxy Folds holdbarhed. Et punkt, de nævner, handler om OLED-skærme. OLED-skærme er den eneste type skærm, der kan bruges til foldbare telefoner, men de er skrøbelige.
Det lyder jo umiddelbart som noget, det kan være svært at løse. Desuden er det ikke det eneste mulige problem, for OLED-skærme er også kendt for at reagere på fugt, ilt og meget andet, samt at designet af hængslet kan slippe støv ind, der også kan skabe problemer.
Test af skærmen afspejler ikke virkelighedens brug
Første skridt til at få Fold til at holde er ikke at fjerne den film, der ligger over skærmen. Det er nemlig meningen, at det skal blive siddende, men Samsung har måske ikke gjort det tydeligt nok. Udover at filmen skal blive siddende, kan trykket, der bliver lagt på skærmen, hvis man går i gang med at fjerne det, ifølge iFixit også give problemer.
Samsung har naturligvis testet, at telefonen kan holde til at blive klappet op og i en masse gange. Men her mener iFixit, at de robotter, der har udført den opgave for Samsung, formentlig har gjort det på helt samme måde hver gang, hvilket et menneske ikke gør.
I virkeligheden vil telefonen blive udsat for forskelligt tryk på forskellige steder, når en person klapper telefonen op og i.
Se også: Test af Samsung Galaxy Fold
Trykket ved sammenklapning kan ligge forskellige steder
Endelig er der ikke nogen forudridset linje ned langs midten af skærmen.
Formentlig er det for at give fornemmelsen af én hel skærm, men det kan også betyde, at trykket fra sammenklapningen kan komme til at ligge mange forskellige steder i stedet for på én tynd linje. Også det kan give problemer.
Se også: Find pris på Samsung Galaxy Fold
Galaxy Fold kan blive svær at fixe
Nu er alt dette blot teori og gætterier fra iFixits side, baseret på deres erfaringer. De har ikke et eksemplar af telefonen, som de har kunnet teste teorierne på, men har som nævnt en del erfaring. Stemmer deres teorier, kan det blive svært for Samsung i denne situation og for foldbare telefoner generelt.
For at løse en del af disse udfordringer, er man formentlig nødt til at tænke anderledes, når det kommer til design, mens andre af problemerne næsten synes umulige at ordne, hvis man stadig vil have den foldbare skærm.
Det skal blive yderst interessant at se, om Samsung finder frem til en løsning. Ellers kan det blive noget af en svær start for de foldbare telefoner.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Fold