Får Galaxy Note 7 6 tommer stor skærm?
Rygterne får ikke for lidt, når det gælder den kommende Note 7 og i denne her omgang går rygtet på, at Samsung er i gang med at teste en 6 tommer stor skærm på kommende phablet.
Firmaet Zauba, der står for data om import og eksport i Indien, melder nemlig om data, der antyder, at Samsung er i gang med at teste en variant af Galaxy Note 7, med byggenummer på N930R4 og den skulle angiveligt komme med en 6 tommer stor skærm.
Tidligere rapporter sagde, at Note 7 ville komme til at have byggenummer SM-N930 og have skærm på 5,7 tommer med 2K-opløsning.
Se også: Billeder af Galaxy Note 7
Galaxy Note 7 – 5,7 eller 6 tommer?
Det er ikke til at vide, hvor meget hold der er i rygterne og det kan sagtens være, at Samsung bare tester, hvordan telefonen ville blive med en større skærm. 5.7 eller 6.0 tommer?
En ting er sikkert – det bliver et monster af en mobil og en af de helt store lanceringer her i sensommeren.
Note 7 til Danmark?
Sidste års Galaxy Note 5 kom aldrig til Danmark, i hvert fald ikke via officielle Samsung-kanaler. Europa generelt fik ikke glæde af telefonen, hvilket mange var skuffede over. Kommer Galaxy Note 7 så til Danmark?
Vi har for god ordens skyld spurgt Samsung ad, men de vil formentlig ikke svare på dette, da det jo så samtidig vil være en bekræftelse af telefonen.
Vi skal nok vente til starten af august, hvor Galaxy Note 7 præsenteres, inden vi bliver klogere på det hele. Du kan dog læse mere om de mange rygter om Galaxy Note 7.
Bliver du skuffet, hvis Galaxy Note 7 ikke kommer til Danmark? Smid gerne en kommentar herunder!
Se også: Den bedste pris på Galaxy S7 edge