Nye rygter om Galaxy S10 – af den slags vi ikke vil have
Snart er det tid til jubilæums-modellen for Samsungs Galaxy S-serie. Det giver naturligvis rygter til højre og venstre og i den seneste omgang fra Bloomberg er der både nyt og gammelt.
3,5 mm jackstik forsvinder på Galaxy S10
For det første bekræftes en del af det, vi allerede har hørt om Galaxy S10. Men desværre, vil mange nok synes, gentager Bloombergs nyeste rygter også, at Samsung rent faktisk har tænkt sig at fjerne høretelefonsstikket fra den kommende model.
Vi har også allerede hørt lidt om dette før og nu får det rygte altså mere vind i sejlene. Der skulle være lavet en prototype af S10 uden et stik til høretelefonerne. Det betyder altså, at det ikke nødvendigvis er besluttet endnu. Det betyder dog også, at Samsung muligvis vil følge i hælene på de mange andre producenter, der allerede har gjort dette.
Se også: Priser på Samsung Galaxy S
Samsung har fået ros for at holde ved jackstikket
Indtil nu har Samsung ellers været et af de få selskaber, der har holdt fast i høretelefonsstikket, til mange brugeres store glæde og Samsumg har fået ros med på vejen af anmeldere og af brugere på sociale medier, når det stod klart, at nye modeller som S8, S9 og de seneste par Note-serier har beholdt 3,5 mm jackstikket.
Der kan med andre ord blive tale om et ramaskrig, hvis Samsung nu fjerner stikket. Tidligere har der været talt om, at det ville ske om et års tid, når Galaxy Note 10 skal komme. Nu ser det dog ud til at kunne ske tidligere end som så, altså allerede med S10.
S10 ventes at blive lanceret til februar eller marts. Normalt lancerer Samsung nye S-telefoner på MWC i Barcelona, men lige når det gælder S10, kan vi forvente, at den bliver lanceret på et eget event under stor pomp og pragt.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S10