Galaxy S10+ får dual selfie-kamera med 4K-video og OIS
Hvor man tidligere har haft fornemmelsen af, at Samsung holdt lidt igen med at komme med for mange nyheder på deres nyeste topmodel, ser det anderledes ud med Galaxy S10. Der er allerede lækket mange informationer om S10 og bedst som vi gik og troede, at vi havde kendskab til det meste, så kommer der nye læk med interessante informationer.
Selfie-kameraet står nemlig over for en større opgradering.
Galaxy S10 får dual selfie kamera med OIS og 4K video
For eksempel lyder det nu, at S10 får selfie kamera med optisk billedstabilisering, også forkortet OIS. Det i sig selv vil være en stor forbedring og nyhed. Derudover skulle selfie kameraet også blive udstyret med 4K-video. Dermed er der lagt i kakkelovnen til, at bloggere verden over skal til at kigge på S10, når de skal have ny mobiltelefon til at lave video med.
Det er dog kun Galaxy S10+, der får dual kamera på fronten med 10 + 8 megapixel, mens S10 og S10e får single kamera.
Se også: Test af Samsung Galaxy S
Triple kamera med samme anti-ryste oplevelse som GoPros actionkameraer
Samtidig lyder det også, at kameraet på bagsiden, eller kameraerne, for der skulle være tale om et triple setup med 12+16+13 megapixel, skulle levere samme anti-ryste oplevelse som GoPros actionkameraer.
12-megapixel kameraet skulle få blænde på F/1.5, have autofokus og OIS. 16 megapixelkameraet er med Super vinvinkel med blænde F/1.9 og uden OIS, mens det tredje er en telefotolinse med blænde F2.4 og OIS.
Derudover kommer S10 også med AI-teknik til at forbedre kameraet yderligere. Det lyder også, at AI vil spille en betydelig rolle, når det gælder batterioptimering.
Se også: Priser på Samsung Galaxy
S10 lancering den 20. februar
De tre nye Galaxy S10 telefoner bliver lanceret den 20. februar og vil formentlig være klar til preorder allerede samme dag og salget skulle starte den 8. marts. Mobil.nu dækker naturligvis lanceringen og du kan læse alt om de tre nye telefoner, så snart de er lanceret.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy S10