Galaxy S6 chokerer med dårligt salg
Samsung meldte bare få uger efter salgstarten på Galaxy S6 og Galaxy s6 Edge ud, at de forventer at runde 70 millioner solgte eksemplarer af de to mobiler inden udgangen af 2015. Samsung baserede forventningerne på de mere end 20 millioner forudbestillinger, der skulle have været.
Samsung skulle i første omgang have forventet et salg på 38 millioner enheder, så 46 millioner enheder og så endelig 70 millioner enheder. Nu kan det så se ud til, at de må ændre det tal i negativ retning.
Se prisguide: Den billigste Galaxy S6 Edge
Brugte flere dage på at sælge 10 millioner
Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge skulle i følge en chef hos Samsung være solgt i 10 millioner eksemplarer på cirka 30 dage, forgængeren Galaxy S5 brugte kun 25 dage på at nå det tal. Der er ikke tal for, hvor mange eksemplarer der blev solgt af Galaxy S5, men det kom frem, at der blev solgt 40 procent færre Galaxy S5’ere end forventet – til stor uro internt hos Samsung.
Derfor var der store forventninger til Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge, der skulle starte en ny epoke for Samsung med glas og aluminium i stedet for plastik. De to telefoner høstede store roser, men meget tyder på, at Samsung allerede må kigge langt efter 70 millioner solgte eksemplarer.
Der har også tidligere været rapporteret, at salget ikke gik som forventet på hjemmemarkedet i Sydkorea.
Vi har naturligvis testet Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge og har vurderet dem til at være blandt de allerbedste mobiltelefoner i dag.