Galaxy S6 får understøttelse af RAW-formatet
Samsungs seneste flagskib er nu ved at blive opdateret til Android 5.1.1 i USA, rapporterer Sammobile. Selvom opdateringen endnu kun gælder på den anden side af jorden, er der alligevel små guldkorn, der gør os utålmodige efter at få opdateringen herhjemme.
Blandt andet kommer den længe ventede funktion at kunne fotografere i RAW-format.
Se også: Bedste tilbud på Galaxy S6
Gælder ikke Samsungs eget kamera
Desværre gælder det ikke den forinstallerede app til kameraet. Dem, der vil fotografere i RAW, er i stedet nødt til at gøre det via tredjeparts-apps, der understøtter Android 5.0 Lollipops Camera2 API.
Der er heller ingen information om, hvorvidt ejere af telefonen kan forvente, at appen bliver opdateret til at understøtte det i fremtiden.
Se også: Billig mobilabonnement med fri data
Lavere ISO og manuel lukkertid
Opdateringen vil også få understøttelse af lavere ISO og manuel lukkertid. Fotos kan nu tages fra ISO 50 til og med 8000, og lukkertiden kan justeres mellem 1/1.2 til 1/75580 for at justere indslip af lys.
Hvor brugbart det er med det sidstnævnte, kan diskuteres. Billederne bør blive ret så kulsorte på alt andet end ekstremt solrige dage, men muligheden for at få lidt mere valgfrihed i sin fotografering burde glæde alle fotoentusiaster.
Hvorfor RAW ikke var med fra begyndelsen, er stadig et mysterium, men nu kommer det i hvert fald.
Om det kommer til at kunne mærkes på kvaliteten af de forskellige kamerasensorer, der er på forskellige udgaver af Galaxy S6, er usikkert.