Galaxy S7 Edge udsat for tortur og ryster det af sig
Vi blev glade, da Samsung i sin tid lancerede Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge. Hvorfor? Fordi det endelig så ud til, at vi ville slippe for fimsede plastikcovers og halvdårlige konstruktioner, når vi fik fingrene i en Samsung-telefon. I stedet fik vi et helt nyt formsprog og dermed også en meget mere hårdfør konstruktion, der kunne klare lidt flere tæsk. Nu, hvor det er Galaxy S7, der banker på vores dør, er det derfor ikke underligt at underlægge den streng tortur for at tjekke, hvor hårdfør og robust den er.
På Youtube er der en fyr, der kalder sig JerryRigEverything. Hans speciale er netop at tage dyre smartphones og torturere dem så meget som muligt. Og det er underholdende nok.
Se også: Den billigste Galaxy S7 Edge
Galaxy S7 Edge – robust og hårdfør over for ridser
Øverst i artiklen kan du se en video, hvor det er Galaxy S7 Edge, det går ud over. Den bliver ridset, blandt andet med noget semi-videnskabeligt noget med en sømagtig sag – i videoen en ”pick”, så vi rigtigt kan se, hvor hårdt displayet på Galaxy S7 Edge er, og selvfølgelig den uundgåelige bøje-test.
Når det kommer til glasset, lader det til, at Galaxy S7 Edge er ret hårdfør. Der skal trykkes hårdt, inden der kommer ridser på skærmen.
Kameraoptikken på Galaxy S7 er lavet i glas, hvilket er godt, når det gælder modstand mod ridser – optikker i plastik er langt mere ridsemodtagelige.
Der er ikke meget at fortælle om flammetesten, hvor en flamme slikker hen over glasset.
Se også: Galaxy S7 – test
Galaxy S7 Edge i bend test
Testen, hvor telefonen bøjes, er derimod interessant.
Galaxy S7 klarer denne test bedre end for eksempel iPhone 6 Plus, der relativt let kunne bøjes med de bare hænder. Dog løsner bagsiden sig til sidst fra resten af telefonen, da Jerry lægger alle sine kræfter i at bøje den.
Det her er jo ikke en videnskabelig test. Men med en IP68-klassificering – hvilket gør telefonen vand- og støvtæt – og ret gode resultater i Jerrys test, ser det ud til, at Galaxy S7 kan holde til lidt af hvert i hverdagen.
Vi er i øvrigt glade for, at IP68-klassificeringen er tilbage efter at have været fraværende i Galaxy S6-serien.