Ingen Galaxy Note 21 – er en mobilæra slut?
Meget tyder på, at Samsung Galaxy Note 21 ikke kommer næste år og det kan samtidig betyde, at Note-serien er historie. Holder dette nye rygte vand, så er det slutningen på en æra i mobilverdenen.
Ingen Galaxy Note 21 – er Note-serien færdig?
Det er et par de af mere kendte og pålideligere rygtespredere på Twitter, der mener at vide, at Samsung dropper Note 21 næste år. Det drejer sig om Ice Universe, Max Weinbach og 9to5Google, der slår fast, at Note 21 ikke kommer og at Samsung har planer om at tage livet helt af serien.
Max Weinbach har tweetet en oversigt med telefoner, som Samsung kommer med i 2021 og her lister han Galaxy S21, S21+, S21 Ultra, S21 FE, Z Fold 3, Z Flip 3 og Z Fold FE. Note 21 glimrer som man kan se ved sit fravær.
Det bemærkes samtidig, at tre af disse enheder vil understøtte S Pen, som jo var varemærket for Galaxy Note serien. Det ventes især, at S21 Ultra bliver udstyret med S Pen.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy
Teknisk vidunder, men også den dyreste
Galaxy Note-serien var måske ikke den bedst sælgende serie hos Samsung, men det var måske den mest profilerede serie. Det var her, Samsung typisk gav den mest gas med stor skærm, masser af power, fremragende hardware generelt og så naturligvis S Pen. Det var også den mobilserie, der viste mulighederne med telefoner med store skærme. Prisen var og er til gengæld høj og det var også en af grundene til, at Note-telefonerne aldrig blev helt mainstream.
Den første Note-telefon blev lanceret i 2012 med en skærm på 5,3 tommer og siden er skærmen bare vokset og vokset i serien. I dag har Note 20 Ultra en skærm på 6,9 tommer. Det er bare ikke så unikt længere med telefoner med store skærme og det kan være en af grundene til, at Samsung vælger at strømline deres lineup.
Samtidig har Samsung også introduceret deres Fold-telefoner, der har endnu større skærme og som sagtens kunne være den serie, der skal vise Samsungs teknologiske færdigheder i fremtiden – men altså så på bekostning af Note-serien.
Se også: Find bedste priser på Samsungs telefoner
Aflivning giver mening: Samsung har for mange premium-serier
Viser det sig, at rygterne om Note-seriens død ikke hold vand, så er det en tætpakke pallette af premium-telefoner, Samsung skal holde i kog med S-serien, Note-serien og Fold-serien. Det giver i vores øjne mening at vælge fra. Fold-serien er ny og har fremtiden foran sig, så den ryger selvfølgelig ikke. S-serien sælger klart bedst, så det vil ikke give mening at aflive den serie. Note-serien har de mest dedikerede fans, men der er ikke så mange af dem.
Jeg tror derfor, at rygterne om Note-seriens død holder vand. Samtidig tror jeg, at Samsung kan finde på at lave en super fan edition i begrænset oplag til deres mest dedikerede brugere af telefonen med nogle års mellemrum. Okay, måske jeg ikke helt tror på den selv, det er nok mere ønsketænkning.
Se også: Nyheder om Samsung