Kæmpetest: Sådan er Samsung Galaxy S2

Samsung Galaxy S blev en af de mest populære Android-mobiler nogensinde. Nu er opfølgeren her, og forventningerne er naturligvis høje.

Kæmpetest: Sådan er Samsung Galaxy S2

_Side 7 GPS_

GPS

Med en skærm på 4,27 tommer, er det oplagt at bruge Galaxy S2 som GPS-navigator, både til fods og i bilen. Man kan naturligvis installere GPS-apps fra GPS-producenterne, men det medfølgende Google Maps Navigation giver faktisk en fuldt funktionel GPS-oplevelse med rigtig stemme- og pilevejledning.

Stemmen på Galaxy S2 er klar og tydelig i sin vejledning om, hvornår man skal dreje i hvilken retning. Man kan vælge at indtale eller indtaste ønsket destination og har man adresser knyttet til ens kontakter kan man også finde vej til dem ved at klikke på ikonet Kontakter. Man kan naturligvis også vælge, om man ønsker vejledning som kørende eller gående.

gps

Enkelte ejere af Samsung Galaxy S har udtrykt utilfredshed med GPS-delen, men vi har været fuldt tilfredse med oplevelsen på Galaxy S2. Den store skærm giver flot visning og Google Maps Navigation er præcis og kvik til at vise ruter og til at fange signalet. Og vi har endnu tilgode at opleve, at den mister signalet, når vi kører i bilen. GPS-modtageren får naturligvis assistance via A-GPS, hvor mobilen forstærker signalet via mobilnetværk.

Som udgangspunkt er der et GPS-program som Location i vores Galaxy S2, men der findes bunkevis af andre GPS-apps i Android Market, der udnytter GPS’en.

Man kan naturligvis også geo-tagge billeder skudt med kameraet i Galaxy S2. Kobler man billederne til Google Maps kan man så se på computeren, hvor de enkelte billeder blev skudt.

Der følger ikke en bilholder med til Galaxy S2 i æsken, så sådan en skal man selv investere i. De koster typisk 500-600 kroner.

GPS Samsung