Lyt til din musik i alle rum med Samsung Multiroom

Samsung Multiroom: Kombinationen af smartphones og streaming-tjenester har hurtigt gjort trådløse lydsystemer populære.

Lyt til din musik i alle rum med Samsung Multiroom

Samsung Multiroom er Samsungs bud på et musiksystem, hvor brugeren selv vælger antallet af højttalere efter behov. Ved lanceringen findes to modeller i farverne sort og hvid, M7 og den noget mindre M5.

Systemets hjerne er en hub, der forbindes til en router for derefter at skabe et netværk, hvor den trådløst kommunikerer med højttalerne.

Med flere højttalere kan du vælge mellem at spille forskellige sange i forskellige rum, samme sang i alle rum, eller en sang i et rum. Det er også muligt kun at bruge en højttaler og afspille musik via Bluetooth ved hjælp af din smartphone, som parres via NFC.

At styre det nye lydsystem er helt enkelt, lover Samsung. Alt du behøver er en smartphone eller en tablet og appen ’Samsung Multiroom’.

Via appen styrer du nemt volumen, valg af nummer og valg af højttaler.

Appen ’Samsung Multiroom’ indeholder flere forskellige streaming-tjenester. En af dem er Spotify, der er tilgængelig gennem teknologien ’Spotify Connect’. Det betyder, at du kan afspille musik direkte fra Spotifys app som sædvanlig, med fuld funktionalitet og uden at musikken afbrydes ved f.eks. indgående opkald.

Samsung Multiroom er i butikkerne nu. Vejledende udsalgspriser er: 2.990 kroner for M7 og 2.290 kroner for M5, 449 kroner for hub og 2.600 kroner for Link Mate.