Masser af bestillinger på Galaxy S10-telefoner

Samsung skulle på to timer have fået dobbelt så mange forudbestillinger på Galaxy S10 og S10+, som de fik på 24 timer på S9-telefonerne.

Masser af bestillinger på Galaxy S10-telefoner

Det var lidt op ad bakke for Galaxy S9-familien, da den kom på markedet sidste år. Der var ikke noget i vejen med telefonerne, det er gode produkter, men de solgte ikke helt, som Samsung havde ønsket og forventet. Det betød faldende salgstal for selskabet sidste år. Anderledes lader det til at se ud for dette års S-model, Galaxy S10.

 

Dobbelt så mange forudbestillinger på 12 gange kortere tid

Efter sigende har telefonerne fået en god modtagelse og ifølge et tweet fra Ice Universe har de allerede overhalet S9 i antal forudbestillinger. I torsdags åbnedes der for forudbestillinger i Kina, så stemmer det, hvad den kendte leakster siger, ser det jo godt ud for Samsung.

Ice Universe kunne fortælle, at Galaxy S10 og S10+ på to timer havde fået dobbelt så mange bestillinger, som Galaxy S9-telefonerne fik de første 24 timer. Samsung har ikke bekræftet tallene, men vi plejer at kunne stole på Ice Universe, så det er nok ikke helt ved siden af.

Se også: Priser på Samsung Galaaxy S10+

 

Svært for Samsung de sidste par år

Det har ellers været lidt svært for både Samsung og ærkerivalen Apple den seneste tid, hvor de har tabt terræn til kinesiske konkurrenter. Kineserne kan nemlig lave telefoner med stort set samme specifikationer men til en lavere pris. I andet kvartal af 2018 stod Samsung for mindre end en procent af mobilsalget i Kina. Det kinesiske marked er desuden et af hovedområderne, når det gælder smartphones, så det kan få store konsekvenser på bundlinjen, hvis salget svigter på de kanter.

Samsung havde i 1. kvartal 2017 en global markedsandel på 23,1 procent, mens de i 4. kvartal 218 havde en markedsandel på 18,7 procent.

Stemmer oplysningerne fra Ice Universe, ser det dog positivt ud for Samsung, for et godt Galaxy S10-salg kan være med til at holde selskabet på førstepladsen på listen over verdens bedst sælgende mobilproducenter.

Se også: Test af Samsung Galaxy S10e

 

Presses af Huawei

Huawei, der er dominerende på hjemmemarkedet i Kina, kommer snart med nye flagskibstelefoner, P30 og P30 Pro, så det skal blive spændende at følge de to selskabers flagskibes kamp mod hinanden.

Huawei overhalede sidste år Apple som verdens anden største mobilproducent og de har nu Samsung i kikkerten – de har faktisk sagt, at de går efter at vælte Samsung af tronen som verdens største mobilproducent her i 2019 eller i 2020.

Se også: Test af Samsung Galaxy S10+