Kæmpe problemer med skærmen på Samsung Galaxy Fold – går i stykker efter kort tid
Noget tyder på, at Samsungs Galaxy Fold kunne bruge endnu en tur gennem designmaskinen. I hvert fald hører vi om Fold-telefoner, der allerede er gået i stykker efter meget kort tids brug.
Det gælder nogle af de enheder, der er blevet sendt ud til anmeldere inden lanceringen. Næppe havde anmelderne fået sine telefoner i mandags, før de første historier om ødelagte telefoner dukkede op på Twitter.
Samsung Galaxy Fold skærm går i stykker efter 1 dags brug
Nogle af dem, der kunne fortælle om en Fold, der var gået i stykker, er Bloombergs Mark Gurman, YouTube-anmelderen Marques Bronwlee, The Verges redaktør Dieter Bohn og CNBCs tekniske redaktør Steve Kovach.
De kunne alle fortælle, at skærmene på deres Fold-telefoner enten var gået helt i stykker eller bulede og bølgede. Det lyder ikke så godt, da Samsung tilbage ved præsentationen i februar lovede os, at telefonens skærm kunne klappes op og i hundredtusindvis af gange, uden at der skulle ske noget ved det. Det passer ikke super godt sammen med det, vi nu hører fra anmelderne. Heller ikke selvom det kan være de fire anmelderes egen skyld, at skærmen er gået i stykker.
Ed Zitron, kendt teknikjournalist siger: ”Jeg har aldrig før set et teknologiselskab fucke så meget op. Det eneste, de kan gøre nu, er at forsinke lanceringen betydeligt.”
Kovach fra CNBC nåede at have telefonen i mindre end en dag, før han kunne fortælle, at den ene side af skærmen flimrede, når han åbnede den, samtidig med at alle pixel i midten af telefonen gik i sort. Han havde desuden ladet den tilsyneladende yderst vigtige beskyttelsesfilm blive siddende på skærmen.
Se også: Første indtryk og test af Samsung Galaxy Fold
Bule i skærm
Den beskyttelsesfilm fjernede både Gurman og Brownlee i den tro, at det var en almindelig midlertidig beskyttelse. Det er diskret indikeret på telefonen, at man skal lade filmen sidde. Gurman kunne fortælle, at mere end halvdelen af den indvendige skærm blev sort, efter at han havde fjernet filmen. Brownlee hævdede, at han kun havde fjernet en lille del af filmen, før skærmen gik agurk og blev sort, som han udtrykte det.
Om problemet med skærmfilmen skrev Gurman: ”Telefonen kommer med dette beskyttende lag/film. Samsung siger, at det ikke er meningen, du skall fjerne det. Jeg fjernede det uden at vide, at det ikke er meningen (det vil køberne heller ikke forstå). Det så ud til at være til at få løs i det venstre hjørne, så jeg fjernede det. Jeg tror, det bidrog til problemet.”
For Bohn fra The Verge tog det længere tid, før telefonen gik i stykker. Han fortalte, at han opdagede en bule, der begyndte at vokse frem i bunden af den indvendige skærm over hængslet. Dagen efter holdt skærmen op med at fungere.
Kan være beta-enheder – men alligevel
De enheder, anmelderne har fået, kan meget vel være beta-versioner, der ikke er helt de samme, som forbrugerne får, hvis de køber en Fold. Men telefonen skal lanceres om mindre end to uger, så den burde være færdigudviklet. Det er også almindeligt med det, man kan kalde mandags-eksemplarer, der går i stykker på grund af en produktionsfejl, og anmeldere er ikke altid så flinke ved de testeksemplarer, de får, men det lyder voldsomt, at så mange at testeksemplarerne går i stykker så hurtigt. Det lugter af et generelt problem ved telefonen.
Som Zitron også bemærker, er disse problemer, vi nu hører om, formentlig også det, mange mulige købere er bekymrede for, nemlig at verdens første foldbare smartphone-skærm ikke kan holde til at blive foldet sammen.
Det er et langt større problem end for eksempel problemer med batteriet. Et batteri kan udskiftes, men kan en telefon ikke gøre det, der netop er dens force, så er det ikke godt.
Se også: Pris på Samsung Galaxy Fold
Hvordan kunne det gå på denne måde for Samsung – igen?
Næste spørgsmål, man stiller sig selv, er, hvordan det overhovedet kan blive sådan her.
Efter den gigantiske fadæse med batteriet i Galaxy Note 7, som Samsung endte med at måtte aflyse helt og trække tilbage fra butikkerne, søsatte Samsung en stor sikkerhedstest af deres produkter – hvordan det kunne ende så galt med Fold, der er et vigtigt prestigeprojekt på kort sigt og en meget vigtigt projekt på lang sigt, er derfor uforståeligt.
Spørger man Zitron, er hans gæt, at de eksemplarer af Fold, der er sendt ud til anmelderne, ikke har været eksemplarer klar til at blive sendt ud i brug. Beta-versioner eller ej.
Eller at de beta-testere, der har testet telefonerne, ikke har testet dem længe nok. Det kan meget vel være sådan, at Samsungs PR-team ikke har vidst noget om dette, men bare har sendt telefonerne ud til anmelderne. Han mener dog også, at det er noget nær fyringsgrundlag, hvis PR-folkene har sendt telefonerne ud uden selv at teste dem først.
Er man en af dem, der havde tænkt sig at bruge de uhyggeligt mange penge, det koster at købe en Fold, kan det være, at man skal tænke sig om en ekstra gang og vente lidt.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Fold