Rygte: Samsung overvejer at slå S- og Note-serierne sammen

Samsung overvejer angiveligt at slå S- og Note-serien sammen til et brand, Galaxy One - det giver efterhånden mening at gøre.

Rygte: Samsung overvejer at slå S- og Note-serierne sammen

De seneste mange år har Samsung kørt med to forskellige serier af flagskibstelefoner, hvor S-serien kommer i begyndelsen af foråret, mens Note-serien kommer til efteråret. Nu påstår et rygte, at der kan være ændringer på vej.

 

 

Samsung overvejer at slå S- og Note-serien sammen

Det siges nemlig, at Samsung er i gang med at udtænke fremtiden for Galaxy-mærket, og at det kan betyde et slut for opdelingen i to serier. Rygtet stammer fra den kendte leaker Evan Blass, og han fortæller videre, at Samsungs nytænkning kan munde ud i en Galaxy One i stedet for en Galaxy S11.

Som anledning til Samsungs nye kurs angiver Blass, at de to serier funktionsmæssigt overlapper på mange punkter, og at Samsung derfor kan overveje at skabe en enkelt model som en S-serie telefon med en S-Pen.

Den telefon skulle i så fald komme i begyndelsen af året. Skulle Galaxy Fold blive den succes, Samsung ønsker, kan en fortsættelse på den type telefon være dem, der kommer ud om efteråret i stedet for Note-serien, skriver Blass.

Man kunne i den henseende spekulere i, at den nye serie kunne få en Pro-version med Pen, som man så betaler ekstra for,men der kommer en variant uden pen, der så er lidt billigere.

Se også: Find bedste Samsung mobil

 

Sammensmeltning giver mening

Det giver god mening, hvis Samsung bestemmer sig for at slå de to serier sammen. Note-telefonerne har altid været kendetegnet ved deres store skærm, men i takt med at helt ”almindelige” smartphones får større og større skærm, er der ikke længere den samme forskel på Note-serien og alle andre mobiler på markedet.

Ser man på årets modeller, er Galaxy S10 og S10+ på henholdsvis 6,1 og 6,4 tommer, mens Galaxy Note 10 har en skærm på 6,3 tommer.

Se også: Nyheder om Samsung