Kvinde kræver Galaxy Note 9 trækkes tilbage efter den brød i brand
Mange husker nok stadig den katastrofale historie med Samsungs Galaxy Note 7. Flere enheder af modellen brød i brand, og det hele endte med, at Samsung trak modellen tilbage. Året efter var det tid for Note 8 at vise, hvad den duede til, men mange holdt nok vejret til at begynde med.
Samsung Galaxy Note 9 brød i brand
Der var dog ingen gentagelse af Note 7-problemerne, og den blev en stor succes. Desværre for Samsung er det dog nu sket igen – ifølge en ny historie er en Galaxy Note 9 brudt i brand. Ejeren til telefonen er en amerikansk ejendomsmægler fra New York, Diane Chung, og hun fortæller, at hendes Galaxy Note 9 lå i tasken og pludselig begyndte at ryge.
Først blev telefonen enormt varm og udsendte fløjtende og hvinende lyde. Derefter kom der røg fra den. For at fjerne den fra tasken, var hun nødt til at røre ved telefonen og brændte sine fingrer. Det hele fandt sted i en elevator, og da dørene åbnede, sparkede hun telefonen væk, hvorefter en anden person samlede den op og smed den i en spand med vand.
Se også: Priser på Samsung Galaxy Note 9
Sagsøger Samsung og kræver Note 9 trukket tilbage fra butikkerne
Chung beskriver hele hændelsen som traumatisk og har sagsøgt Samsung, hvor hun dels kræver kompensation men også, at Samsung stopper salget af modellen.
En talsperson fra Samsung udtaler, at Samsung ikke har fået rapporteringer om andre lignende episoder omhandlende Galaxy Note 9, men at de undersøger den pågældende sag.
Det lyder jo ikke rart at opleve noget sådant, og slet ikke i en elevator. Vi håber, Samsung kommer frem til, at der blot var tale om et mandagseksemplar med en produktionsfejl, så vi, og Samsung, ikke havner i samme situation en gang til.
Se også: Nyheder om Samsung Galaxy Note 9