Samsung afviser svigtende salg af Galaxy S8
Meldinger fra Sydkorea lyder, at salget af Galaxy S8 har været dårligere end forventet i løbet af de første måneder, telefonen (både S8 og S8+) har været til salg.
Website: S8 sælger dårligere end S7
Finansmagasinet The Bell har således skrevet, at Samsungs nyeste topmobil er blevet solgt i 9,8 millioner eksemplarer i løbet af de første to måneder i butikkerne, hvilket er betydeligt lavere end de 12 millioner solgte eksemplarer, som S7 og S7 Edge rundede i løbet af deres første to måneder på markedet sidste år.
Stemmer disse tal fra The Bell, sælger S8 altså hele 20 procent dårligere end forgængeren.
The Bell begrunder sine tal med, at Samsung har nedjusteret sine ordrer på komponenter til S8, hvilket de naturligt nok ser som et tegn på, at salget ikke går som forventet.
Se også: Anmeldelse af Samsung S8
Samsung afviser dårligt salg af S8
Men det afviser Samsung i en officiel udtalelse og forklarer, at Galaxy S8 i starten blev lanceret på færre markeder end Galaxy S7, der blev sat til salg på flere markeder fra begyndelsen. Samsung understreger, at de anser salget af S8 for at være på niveau med S7.
Samsung har selv tidligere meldt ud, at Galaxy S8 rundede 5 millioner solgte eksemplarer efter tre uger på hylderne, hvilket skulle være op mod 30 procent mere end S7 og S7 Edge og flere medier stiller da også spørgsmålstegn ved, at salget efter 8 uger pludselig skulle være 20 procent ringere.
Se også: Den billigste Samsung S7
S7/S7 Edge solgt i 55 millioner eksemplarer
Tilbage i maj i år oplyste Samsung i øvrigt, at Galaxy S7 og S7 Edge havde rundet 55 millioner solgte eksemplarer og det tal er formentlig vokset siden, selvom S8 er kommet på markedet. S7 er cirka 1.000 kroner billigere end S8 og er stadig en fremragende mobil.
Se også: Find bedste pris på Samsung S8