Meget forbedret Samsung Dex – se nye funktioner og muligheder (video)
Samsung Dex er Samsungs bud på, hvordan man kan udnytte al den power i form af processor og RAM, der er i en mobil i dag.
Dex blev introduceret med Galaxy S8 og fungerer ved, at man docker sin mobil i Dex-enheden – herfra kobles mobilen så til en skærm, mus og et tastatur og så bruger man mobilen som selve computeren. Så kan man arbejde løs på den store skærm, som sidder man med en almindelig computer.
Se også: Priser på Samsung Galaxy Note 8
Samsung Dex – forbedret med gode opdateringer
1. generation af Dex fungerede bare ikke super godt, men allerede nu i forbindelse med lanceringen af Note 8 er næste version af Dex altså klar og det ser ud til, at Samsung tager nærmest syvmileskridt i den rigtige retning med den version.
Vi fik en demo af den nye Dex-løsning ved lanceringen af Note 8 og ved almindelig computerbrug til surf på nettet, til at skrive beskeder og arbejde i dokumenter med, så det virkelig legende let ud og det så ud til at fungere virkelig godt.
Mere interessant blev det dog, da Samsung viste, hvordan man kan spille spil, der ligger på mobilen på den store computerskærm. Man kan spille ved at bruge tastatur og mus og det giver pludselig en helt anden dimension til mobilspil, særlig de lidt mere avancerede spil, hvor man skal bevæge sig hurtig og præcist i et heftigt univers.
Vi fik også en demonstration af hvordan man kan komponere musik via apps på mobilen på en stor computerskærm – også det så ud til at fungere rigtig fint.
Se også: Anmeldelse af Samsung Galaxy Note 8
På rette vej – snart kan vi faktisk bruge mobilen som computer
De sidste mange år har man talt om og også forsøgt sig med at lade mobilen agere computer, men uden held set med brugermæssige og praktiske øjne.
Den nye version af Samsung Dex ser dog virkelig spændende ud og selvom denne måde at bruge mobilen på formentlig ikke bliver mainstream de næste par år, så tyder alt på, at vi er på rette vej og alt tyder på, at vi rent faktisk vil kunne benytte os af mobilen som vores primære computer, som vi kan tage med i lommen og så bare koble op til store skærme, mus og tastaturer, hvor end vi kommer hen. Særligt hvis branchen kan finde en fælles standard på tværs af producenter.
Samsung Dex følger i øvrigt gratis med Galaxy Note 8 hvis man forudbestiller telefonen inden den 15. september.
Se også: Nyheder om Samsung Dex