Samsung-direktør: Samsung holder førstepladsen de næste ti år

Samsung har været verdens største mobilproducent i 10 år og vil det de næste 10 år også, slår Samsungs direktør DJ Koh fast.

Samsung-direktør: Samsung holder førstepladsen de næste ti år

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er tre konkurrenter i kapløbet om at være verdens største smartphone-producent. Samsung har ligget nummer et længe og gør det stadig. Men de to konkurrenter, Apple og Huawei, vil gerne pille Samsung ned fra den plads. Huawei-direktør Richard Yu har for nylig udtalt sig om hans visioner for Huawei, og en af dem er så snart som muligt at overtage Samsungs førsteplads.

Samtidig er planen, at datterselskabet Honor skal være nummer fire i verden. Imellem de to skulle Samsung og Apple så befinde sig. Allerede i år og senest næste år vil Huawei være større end Samsung, vurderer Yu. Måske er det de kommentarer, der har fået Samsung-direktør DJ Koh til at svare igen.

DJ Koh: Samsung er også størst om ti år

I et interview med Le Figaro citeres Koh at have sagt, at Samsung har været nummer et de seneste ti år, og at de fortsat vil være det de kommende ti. Det vil de gøre ved at være innovative og kreative med nye mobiloplevelser.

Det gælder enheder som Galaxy Fold, teknikker som 5G og AI. Omkring både 5G og AI fortalte Koh i interviewet, at de har udviklet sig hurtigere, end man først troede, de ville.

Samsungs intentioner om at holde sig på førstepladsen er jo ikke grebet ud af den tomme luft. Med tanke på, hvor længe de allerede har ligget nummer et, er det ikke usandsynligt for dem at holde sig der, i hvert fald et godt stykke tid fremover.

Se også: Test af Samsung Galaxy S10

 

Samsung bliver presset af Huawei

Der er da heller ikke nogen tegn på svaghed fra Samsungs side rent produktmæssigt. Produktudvalget er stort og bredt, og der kommer hele tiden nye enheder og teknik til. Samtidig er det ikke til at komme udenom, at Huawei vokser med raketfart, og at de er helt på niveau med, eller måske endda bedre end, Samsung, når det gælder den nyeste teknologiske udvikling og design.

Statistisk set havde Samsung ved årsskiftet 18 procent af det globale marked, mens Apple lå på 17 procent og Huawei på 15 procent, ifølge Counterpoint Research. Gartner ramte nok helt rigtigt, da de kaldte 2018 for ”Huaweis år”. Selskabet præsterede nemlig at stige hele 37,6 procent i salg, samtidig med at Samsungs og Apples flagskibe gik ned.

Med i det hele skal også nævnes, at Huawei på nuværende tidspunkt ikke findes på det amerikanske marked på grund af pres fra den amerikanske regering. Det kan både gøre det sværere for selskabet at hale ind på Samsung, men samtidig er det meget flot klaret af selskabet at skabe en sådan vækst, når de er helt udelukket fra et var de store markeder i verden.

Se også: Priser på Samsung Galaxy S10

 

Mange nye telefoner fra Samsung

Kinesiske Huawei er for nylig kommet med de nyeste modeller i P-serien, P30 og P30 Pro, og snart lanceres også deres foldbare telefon Mate X.

Inden da når Samsung at lancere sin første foldbare telefon Galaxy Fold, mens det seneste flagskib i butikkerne er Galaxy S10-serien og de har også lige lanceret fire nye telefoner fra A-serien, A80, A70, A40 og A20e.

Se også: Nyheder om Samsung